Når den rige kultur pludselig bliver fattig

Under min seneste rejse til Kina spurgte nogle regeringsrepræsentanter under en forhandling ind til den økonomiske situation i Danmark. Det er første gang, jeg har oplevet, at vore kinesiske samarbejdspartnere har udvist nogen som helst interesse for Danmark. Jeg ved ikke, om jeg overfortolker den nye interesse for nationens tilstand eller rettere stilstand, men det er lidt bekymrende. Sagen er, at Kina i løbet af de seneste tyve år er vokset fra at være et uland til at være en imponerende global økonomisk stormagt. Den økonomiske vækst i landet ligger tæt på de 10 pct., hvilket betyder, at USA og især Europa sakker agter ud i det globale økonomiske kapløb.
Kineserne er ikke noget sentimentalt folk. Vis mig dine tal, og jeg skal sige dig, hvem du er. Stort er godt, og den der med at være lille og vågen, synes kineserne er noget frygteligt sludder. Hvis du er vågen, er du ikke lille.

Folk med økonomisk succes er derfor beundringsværdige. Målet i livet er sikre dig og dine et økonomisk trygt liv. Det er vidunderligt at være rig, lyder et gammelt kinesisk ordsprog, og mon ikke de fleste danskere kan nikke anerkendende til den tese, altså under forudsætning af, at der ikke skal arbejdes for hårdt for at blive rig. Det gider vi ikke, og derfor hylder vi middelmådigheden i sang og ord. Hvem har ikke sunget " ved jorden at blive", og hvem har ikke fået at vide, at man skal kravle, før man kan gå, og man i øvrigt skal holde armene ind til kroppen. Det er lidt vanskeligt, når man kravler rundt på gulvet, så det er nok grunden til, at så mange danske unge snubler, inden de for alvor kommer i gang med voksenlivet.

Men i Kina beundrer man dem, der kan og vil, og hvis man tilhører denne gruppe, vil man gerne vise det. Derfor efterspørger man alle de ting, der giver prestige. Dyre mærkevarer, dyre biler, dyre pelse, smykker osv osv. Man siger, at kineserne hele tiden opgraderer. Man starter med en BMW 318. Så snart man har råd, bliver den udskiftet med en 320. Som Janice Joplin sang, lykken er en Mercedes benz, eller på kinesisk at starte køreturen i en 318' og slutte turen på bagsædet af en 750'er.

Kineserne elsker specielt de europæiske og amerikanske mærkevarer. Der er kø udenfor Hermes, Loui vuitton og Gucci butikkerne. Kunderne bliver lukket ind i små grupper. Det er et privilegium at få lov til at købe en taske til mange mange tusinde kroner. Kineserne køber ikke bare en taske, men et ydre tegn på deres succes. Og når kineserne er så glade for de europæiske mærker, skyldes det, at et liv i sus og dus altid har været forbundet med den europæiske livsstil.

Derfor er det lidt bekymrende, når kineserne nu viser stor interesse for vor evne til at styre økonomien. For hvem vil have nogle klumremikler, der er plaget af livstruende store økonomiske problemer, som forbillede? Den kinesiske kulturminister er for så vidt begyndt at svinge taktstokken. Tv-stationerne er blevet påbudt at reducere antallet af vestligt dominerede underholdningsprogrammer. Den vestlige kultur er fordummende lyder det.

Mon ikke, at vi i de kommende år vil se en stærkt stigende kinesisk selvbevidsthed, som alt andet lige vil gøre det vanskeligere og vanskeligere for de europæiske mærkevarer at bevare deres position på det kinesiske marked. Hvad er dansk design egentlig værd, hvis de, der skal købe produktet, ikke forbinder Danmark med noget meget positivt? Hvem gider f.eks. købe dyrt modetøj designet i Albanien, eller for den sags skyld Ukraine. "The Real Thing" kommer fra Italien, Frankrig, USA og så videre, fordi det er her, man lever det gode liv, et liv i overskud.

Under EXPO i Shanghai solgte vi Danmark ved hjælp af den lille havfrue og H.C. Andersen. Det var der mange, der syntes, var grænseoverskridende originalt og opfindsomt. Men mon disse nationalklenodier er et godt salgsargument i en nation, der er fokuseret på økonomisk vækst og udvikling? Næppe, og dansk design er da også stort set et godt image som er ukendt i verdens hurtigst voksende forbrugsland. Ærgerligt, men en sørgerlig kendsgerning.

Som nation er vi tvunget til at hanke gevaldigt op i os selv! Vi og de øvrige europæiske lande har ikke længere samme gode image som for bare nogle få år siden. Dette er i sig selv en hæmsko for eksporten og vil derfor gøre det vanskeligere, jo længere vi udskyder de nødvendige reformer med at få gang i hjulene igen.

Kan vi lære lidt af Hong Kong?

Jeg er netop kommet hjem fra en forretningsrejse til Hong Kong - denne fantastiske by, der i areal svarer til Lolland, men så hører ligheden også op. Byen har 7,5 mio. indbyggere. Det er en rig by. Målt som bruttonationalprodukt per indbygger ligger levefoden ca. 30 pct. over den danske. Sandt for dyden kan man da heller ikke føle andet end ydmyghed over for dette asiatiske kraftcenter. Byen summer af liv og virkelyst i alle døgnets 24 timer. Handel, transport, finans og turisme er de vigtigste erhverv. Kinas blomstrende økonomi er naturligvis en væsentlig forklaring på Hong Kong's succes, men uden borgernes flid og virkelyst var det aldrig blevet til noget.

Her i landet diskuterer vi helt seriøst, om det skal kunne betale sig at arbejde eller ikke. Man tør ikke nævne denne specielle danske diskussion i Hong Kong. De ville få det indtryk, at danskerne er kugleskøre. Det er en selvfølge i Hong Kong, at de flittige og dygtige naturligvis har et økonomisk bedre liv end de dovne og udygtige. Så enkelt er det.

Hong Kongs skattesystem afspejler, at det skal kunne betale sig at arbejde. Man kan højst komme til at betale 15 pct. i indkomstskat. Men der er naturligvis nogle gevaldige fradrag. Voksne har et fradrag på 100.000 HKD, børn det halve. Ubrugt fradrag overføres til hovedforsørger. Det vil sige, at en familie med to voksne og to børn har et grundfradrag på 300.000 HKD, før der skal betales skat. Det svarer til 210.000 kr. Samtidigt kan borgerne glæde sig over, at der ikke betales moms, og at øvrige afgifter er mindre end små. Statens indtægter kommer primært fra jordsalg, ejendomsskatter, og stempelafgifter. Regeringen er fast besluttet på at holde de samlede offentlige udgifter under 20 pct. af bruttonationalproduktet. I Danmark er det tilsvarende tal ca. 60 pct.

I Hong Kong er problemet ikke, at der er underskud på de offentlige finanser. Her er problemet, at overskuddet vokser og vokser. Derfor fik alle indbyggerne i fjor en julegave fra regeringen i form af 6000 HKD.

Er alt kun godt i Hong Kong? Nej naturligvis ikke. Man har et fint skolesystem og offentlige hospitaler, samt socialt boligbyggeri for de laveste indkomstgrupper. Resten må borgerne selv klare. Og det gør de så, men specielt de høje ejendomspriser og hidsige huslejer er en stor byrde for især de unge. Omvendt er der masser af ledige jobs, lønniveauet er som i Danmark, dog med en betydelig større lønspredning, så sammenholdt med den lave beskatning er levefoden meget høj.

Hong Kong er et af utallige eksempler på, at vejen til velstand er flid og foretagsomhed. Danmark er desværre endt som et eksempel på, at passivitet og manglende virkelyst er den sikre vej ned af den internationale velstands-stige. Men spørgsmålet er så, hvordan kommer vi nærmere Hong Kong's tilstand?