Der er for få kvinder i bestyrelserne.

Der er for få kvinder i bestyrelserne. Det skal der gøres noget ved, mener ligestillingsminister Manu Sareen. Regeringen vil i dette folketingsår fremsætte lovforslag, der pålægger virksomhederne at udarbejde måltal for kønsfordelingen i det øverste ledelsesorgan samt udarbejde politikker for, hvorledes man opnår målene.

Det er da også ubestrideligt, at der er forholdsvis få kvinder i virksomhedsbestyrelserne, det gælder de private såvel som de offentlige virksomheder. Det ser specielt sløjt ud i de børsnoterede selskaber, hvor kvinderne kun besætter knapt 7 pct. af bestyrelsesposterne. I de offentligt ejede aktieselskaber sidder kvinderne på godt 20 pct. af pladserne. Der er altså lang vej til ligestilling i bestyrelsesarbejdet.

Nu er det ikke kun i bestyrelsesværelserne, der er forskel på de to køn. Der er forholdsvis langt flere kvinder i den offentlige sektor, hvorimod mændene er i stort overtal i de offentligt ejede selskaber og i den private sektor. 

 

Der er flere kvinder der tager en længerevarende uddannelse. Der er massiv overvægt af kvinder på medicin- og jurastudiet og tilsvarende færre på de tekniske uddannelser. I de erhvervsfaglige uddannelser er der et massivt overtal af kvinder indenfor sundhedsområdet, mens mændene har sat sig på jern og metal samt byggeri.

Der er også betydeligt flere kvinder, der er på deltid end mænd, og der er forholdsvis flere kvinder i den erhvervsduelige alder, der er på offentlig forsørgelse. I gennemsnit tjener kvinder mærkbart mindre end mænd.

Til trods for mange års debat om ligestilling, herunder om kvindernes stilling på arbejdsmarkedet, er der altså fortsat store forskelle. Det er lidt overraskende, at Danmark bestemt ikke er et foregangsland, når det gælder ligestilling på arbejdsmarkedet. De fleste andre europæiske lande har forholdsvis flere ledere end vi.

Professor Nina Smith mener, at vi har at gøre med et egentlig samfundsproblem, for så vidt at Danmark går glip af en stor talentmasse, og at den store investering i uddannelse af kvinder derfor ikke udnyttes fuldt ud. Man kan vel også vende det om og påstå, at de veluddannede har flere valgmuligheder end folk, der ikke har en uddannelse. Der er flere jobs at vælge imellem og da veluddannede som hovedregel tjener mere end uuddannede, kan den veluddannede jo også vælge at arbejde mindre og prioritere f.eks. børn og hjem højere end det at gøre en karriere. Som lavtlønnet har man ikke umiddelbart samme mulighed. Hvis dette sammenholdes med en temmelig hård indkomstbeskatning, er den økonomiske gevinst ved den sidste times arbejde overskuelig. Man kan sige, at den hårde beskatning af arbejde begrænser arbejdsudbuddet, hvilket kan være forklaringen på, at langt flere kvinder er på deltid og på offentlig forsørgelse. Dette forhold betyder sammenholdt med uddannelsesvalg, at der måske ikke er så mange lederemner til rådighed blandt kvinder som blandt mænd.

Det slår igen igennem ved besættelse af bestyrelsesposter. Vi lever i et privatkapitalistisk samfund, hvor målet for virksomhedsejerne altid vil være at sikre størst mulig lønsomhed. Der er næppe nogen virksomhedsejer, der vil opgive denne målsætning af kønspolitiske årsager. Nogle vil mene at kunne påvise, at virksomheder med mange kvindelige ledere også er de mest lønsomme. Det er muligt, men det er kun interessant, hvis man kan påvise en årsagssammenhæng. Og der er der indtil nu ingen, der har kunnet. Hvis det var kvinderne i sig selv, der sikrede stor lønsomhed, ville de almindelige markedsmekanismer vel betyde, at mændene blev trængt ud af bestyrelseslokalerne. Årsagen til, at virksomheder med kvindelige bestyrelsesmedlemmer og mange kvindelige ledere klarer sig forholdsvis bedst kan være, at disse virksomheder har en mere bevidst og dygtigere ledelse, dvs. en ledelse der er bedre til at få talenterne frem i lyset uanset køn, religion, hudfarve osv.

Eller sagt med andre ord. For virksomhederne er det ligegyldigt, om der er mange eller få kvinder i bestyrelsen. Det er derimod vigtigt, at de rette kompetencer er repræsenteret i bestyrelsen, og at bestyrelsen fungerer som en enhed. Det er vigtigt, at begge køn har lige muligheder. Hvordan det enkelte menneske forvalter og prioriterer sit liv er vel uvedkommende for samfundet. Det er meget sandsynligt, at ministerens forslag sikrer, at spørgsmålet om kvinder og ledelse ikke går i glemmebogen og dermed forhindrer, at det bliver en dårlig vane, at så få kvinder deltager i ledelse og bestyrelse. Lige muligheder og lige synlighed, dvs. et transparent marked for bestyrelsesmedlemmer og ledere bør være tilstrækkeligt til, at de bedst egnede kommer i betragtning, uagtet køn, alder, religion og farve. 

  

Vi mangler svar og løsninger nu og her

Folketingets åbning blev i år markeret med en massiv annoncekampagne og demonstration fra en særdeles utilfreds fagbevægelse. Samtidigt offentliggjorde dagbladet Børsen en konjunkturanalyse, der viser, at hver tredje danske virksomhed varsler fyringer de kommende 6 måneder. Ikke nogen god start på det nye folketingsår for regeringen.

Afkortningen af dagpengeperioden fra 4 til 2 år vil derfor skabe betydelige økonomiske problemer for tusinder af danskere, der falder for 2 års grænsen til nytår, lyder budskabet. Der er simpelthen ikke nok job til rådighed for de ledige. Fagbevægelsen giver heller ikke meget for regeringens meget omtalte akutpakke til afhjælpning af problemet. Det er for lidt, og det er for usikkert. Man ønsker garantier for tab af indkomst enten i form af garanti for job eller garanti for efteruddannelse som led i optjeningsperiode, således at de ledige hurtigt kan genoptjene retten til at modtage understøttelse i yderligere 2 år.

Egentlig er der ikke noget at sige til, at fagbevægelsen er godt og grundigt utilfreds med regeringen. Det kan imidlertid undre, at fagbevægelsen mener, at løsningen på problemet er at gøre dagpengesystemet til et evigt varende socialt sikkerhedsnet for de, der er medlem af en a-kasse. Alle de, der ikke er medlem, er henvist til at modtage den økonomiske hjælp, som bistandsloven nu engang giver ret til. Her tæller husstandsindkomst, formue, arbejdsevne mv. en afgørende rolle for omfanget af den hjælp, man er berettiget til at modtage. Det er vel ikke urimeligt, at folks egne økonomiske ressourcer kommer i spil efter en rimelig lang periode på offentlig forsørgelse. Som borgere har vi vel fortsat en pligt til at klare os selv om muligt.

 

Fagbevægelsens vrede burde derfor snarere rettes mod regeringens manglende evne og lyst til at skabe job i den private sektor. Alt andet er lappeløsninger. Kickstart, grøn omstilling, akutpakker og vidensjob er regeringens svar på problemerne. Det skal nok gå alt sammen, og i år 2020 vil der i øvrigt være mangel på arbejdskraft. Det er langt hen af vejen ord uden indhold for tusinder af danskere og dermed for fagbevægelsens mange medlemmer. Familiernes opsparing ligger typisk som friværdi i ejerboligen. Den er spist op af det dramatiske prisfald på fast ejendom. Trygheden ved at have et godt job eksisterer ikke længere. Der skæres ind til benet i det offentlige og i erhvervslivet, og i modsætning til finansministeren ser erhvervslivet sort på fremtiden. Derfor varsles der fyringer.

Regeringens svar på jobkrisen i den private sektor er, at vi i fremtiden skal leve af vidensindustri, derfor ny folkeskolereform, der skal sikre, at vi får den bedst uddannede generation. De er på banen om 10-15 år. Vi skal satse på grøn omstilling, hvad det så måtte være. Men det er sikkert noget med vindmøller, biogas og andre aktiviteter, der som udgangspunkt kræver enorme offentlige subsidier at aktivere. Og så er der jo cleantech industrien, det er noget med miljø.

Alle tiders, men i virkelighedens verden er det landbruget og medicinalindustrien, der holder gang i den danske eksport. Industrien har vanskeligt ved at holde dampen oppe. Det, der bekymrer befolkningen og dermed fagbevægelsens medlemmer, er, hvad vi skal leve af i morgen og ikke hvad vi skal leve af om 10 - 20 år. Hvordan får vore børn en ordentlig uddannelse? Kan de få job, kan vi bevare vort eget job, så familien kan opretholde vanlig levefod? Vi er alle direkte eller indirekte berørt af den økonomiske krise. Derfor gider vi ikke høre om, at Danmark skal være verdens bedste til dit eller dat om 20 år. Vi vil have svar og løsninger på de problemer, der presser sig på her og nu. Hvorfor tager fagbevægelsen ikke erhvervslivet og dermed de, der kan sikre reel tryghed via jobskabelse, i hånden og protesterer mod regeringens manglende lyst til at forbedre rammevilkårene for dansk erhvervsliv frem for at søge tryghed ved at bede om offentlige understøttelse? Hvorfor demonstrerer fagbevægelsen ikke mod en tåbelig miljølov, der sender tusinder af job i fødevareindustrien sydpå. Hvorfor demonstrerer fagbevægelsen ikke mod, at det tager år at opnå tilladelser til at udvide produktionen i landbruget? Hvad er meningen med at tage tusinder af hektar landbrugsjord ud af produktion for at opnå en tvivlsom miljømæssig gevinst, på bekostning af produktion og dermed job i fødevareindustrien? Hvorfor demonstrerer fagbevægelsen ikke mod, at erhvervslivet pålægges nye skatter og afgifter i en periode, hvor udlandet gør det modsatte? Fedt- og sukkerafgiften, NOx-afgiften, og senest beskatningen af danskere der udsendes til udlandet - er det en beskatning, der skaber jobs eller det modsatte? Det burde fagbevægelsen interessere sig for. Job og atter job er det eneste, der kan skabe den tryghed og sociale balance, som fagbevægelsen efterlyser. Alt det andet er som at tisse i bukserne.