Spil dog bold med erhvervslivet!

Regeringens seneste prognose for dansk økonomi viser desværre det alle økonomer har vidst længe, nemlig at underskuddet på statens finanser bliver langt større end forudsat i finansloven. Dansk økonomi er i slæbespor, og det eneste lyspunkt - en pæn fremgang i eksporten - synes nu også at klinge ud. Den økonomiske aktivitet falder, arbejdsløsheden stiger, presset på de offentlige finanser øges.

Der er kun én farbar vej ud af krisen og det er naturligvis at få gang i den private sektor igen - især naturligvis den konkurrenceudsatte del af erhvervslivet.

Derfor er det en total gåde hvorfor de regeringsbærende partier ikke klart fortæller befolkningen hvorfor den har kæmpet som en rasende igennem flere år for at få regeringsmagten. Regeringen synes at være pave stolte over, at fattigdomsydelsen nu er afskaffet, og at det fremover bliver gratis at blive kunstigt befrugtet. Det er jo nogle flotte og bemærkelsesværdige resultater, men set i lyset af de helt eksistentielle problemer Danmark står overfor, synes svaret på de fremtidige udfordringer vel ikke at være de to mærkesager.

Regeringen og folketinget burde være et hundrede procent optaget af hvordan vi kan genskabe fremdriften i dansk økonomi. Dansk industri mister hver dag ca. 50 arbejdspladser til udlandet. Det er arbejdspladser, som bliver meget vanskelige at hive hjem igen. Hvorfor forsøger regeringen ikke at stoppe blødningen her og nu? Vi skal satse på vidensindustrien, vi skal satse på grøn vækst, vi skal satse på clean tech osv osv. En masse ord uden et reelt indhold.

Derimod er der masser af indhold i skattestigninger og stigende offentlige udgifter. Skattestigninger, herunder nye miljøafgifter, rammer specielt den konkurrenceudsatte del af erhvervslivet hårdt. Hvis erhvervslivet ikke kan leve med miljøafgifterne kan de jo bare flytte, siger skatteministeren. Og det gør de så i stort tal. Og derfor stiger arbejdsløsheden.

Så er det jo super at regeringen har en trumf i baghånden - nemlig den berømte kickstart. Filosofien er tilsyneladende et genbrug af Dalgas berømte ord: hvad udad tabes skal indad vindes. Så de tabte arbejdspladser i industrien skal erstattes af nye job inden for bygge og anlæg. Der skal gang i renoveringen af skoler, der skal bygges nye veje mv. Selvom de job der reelt finansierer vor velfærd nedlægges med faretruende hast, tror regeringen tilsyneladende at kickstarten vil gøre os så lalleglade at borgerne tilsvarende sætter gang i renovering og fornyelse af deres bolig til gavn for beskæftigelsen, og dermed de offentlige finanser.

Det var præcis den medicin, nemlig store bygge - og anlægsinvesteringer samtidigt med at industrien flyttede produktionen til Østeuropa, der bragte Irland til tiggerstaven. Det så flot ud på overfladen. Irland fik prædikatet den keltiske tiger indtil ballonen brast.

Det er totalt uforståeligt at regeringen ikke kæmper for hvert eneste job i den konkurrenceudsatte sektor, og udskyder al snak om initiativer der bare forringer erhvervslivets konkurrenceevne, det mindste uagtet hvor sympatisk disse initiativer måtte være. Hvorfor pokker søger regeringen ikke af al kraft at forbedre erhvervsklimaet her og nu?

Man kunne jo passende starte med at afskaffe og gentænke en masse bureaukrati, regulering og kontrol. Det vil ikke koste noget, men samtidig spare det offentlige for en del udgifter til ikke værdiskabende aktiviteter. Og så hænger det jo godt sammen med regeringens valgløfter om mindre kontrol og mere tillid. Hvad er finten ved ikke at lytte til erhvervslivet uanset om det er landbrug, industri, handel transport mv,? Hvad er finten ved ikke at have et tæt samarbejde med det erhvervsliv som skal bringe dansk økonomi på fode igen? Har regeringen reelt noget alternativ?   

Man kan kickstarte en motor til døde

Min første motorcykel var en Honda 250. Jeg måtte simpelthen eje et eksemplar af dette japanske pragtstykke. I 1961 vandt Michaelle Hallwood, eller legendariske Mike the Bike, motorcykelløbet over alle race nemlig Isle of Mann TT. Det var første gang en japansk motorcykel vandt løbet men bestem ikke sidste gang. Året før vandt Northon det prestigefyldte løb med en gennemsnitshastighed på 90 km i timen. Året efter tog Honda sejren med næsten 95 km/t en utrolig forbedring på kun et år.
Honda revolutionerede motorcykelindustrien. Hondas 250 var med fire cylindre, overliggende knastaksel og fuldt motorintegreret stel. Min Honda var med blå helstøbt kåbe, og gedebukkestyr. De andre motorbøller i Hillerød kørte stadig Triumph Tiger eller i bedste fald Triumph Bonville. BSA golden Flash, NSU, Northon eller en af de andre nu hedengangne europæiske motorcykler.
Og så var der i øvrigt en anden teknisk forskel. Min Honda var bygget med selvstarter. De europæiske havde fortsat en kickstarter, dvs et vægtstangsbaseret startsystem. Det var dødssygt. Alle motorcykler, scootere og knallerter var udstyret med en kickstarter. Systemet bestod i at man skulle træde en vægtstang ned, som fik motoren til at rulle et par omgange, nok til at aktivere tændingen og dermed sætte motoren i gang. Altså efter teorien. For systemet krævede at motoren var trimmet tip top. Ellers kunne man hoppe og danse på den elendige kickstarter uden andet resultat at man blev svedig, hidsig og møj sur på maskineriet. Jeg skulle bare trykke på knappen, så kom brølet og så kunne jeg vride ørene om på maskinen. Se det var forskellen på om man fik byens flotteste pige på bagsmækken eller ikke, og det gjorde jeg.

Villy Søvndal og regeringen vil kickstarte dansk økonomi. Det er pt. regeringens store mantra. Det hele ser lidt sort ud nu, men bare vent. Når vi sætter foden på kickstarteren vil der ske en masse. De gode tider vil vende tilbage, lover regeringen.

Jeg er overbevist om at Villy Søvndal også har minder om det at kickstarte et eller andet.  Han har sikkert, der i slutningen af 60'erne mange lørdag eftermiddage, gjort et stop ved Linde Brugs for at købe et par øl til lørdagsfesten et eller andet sted i Holstebro. Han har sikker kørt Puch Maxi. Og mon ikke han har bandet og svovlet når han ikke kunne få dyret i gang. Øllene blev varmere og varmere og pigerne ditto koldere. Ikke nogen god start på en planlagt festlig aften i venners lag.

Sådan kan det også meget nemt komme til at gå med regeringens kickstart af dansk økonomi. Teorien bag det at kickstarte er at hvis man øger f.eks de offentlige udgifter til renovering af skoler, børnehaver, plejehjem osv., i f.eks. Linde og omegn, ja så vil borgerne i Hillerød blive så opstemte at de begynder at købe nye køkkener, sådan lidt populært sagt. Altså hvis man kan øge aktiviteten ved hjælp af offentlige investeringer, så vil den stigende aktivitet og faldende arbejdsløshed give så megen optimisme i samfundet, at vi sparer mindre op og forbruger mere. Den økonomiske vækst bliver så at sige selvbærende.

Men det forudsætter, i lighed med Puch knallerten, at motoren er i topform. Det er dansk økonomi desværre bare ikke. Den seneste prognose fra Nationalbanken konkluderer, at dansk økonomi vil køre i slæbespor det kommende år. Problemet er, at dansk erhvervslivs internationale konkurrenceevne simpelthen er for ringe. Vi mister markedsandele, vi mister eksport og vi mister derfor arbejdspladser til udlandet hver eneste dag. Vi taler om små 50 arbejdspladser, der bliver nedlagt i dansk industri hver eneste dag, fordi produktionen flyttes til udlandet. Den manglende konkurrencekraft er vort egentlige problem. Og derfor kan vi danse og hoppe på kickstarteren så tossede vi vil. Det vil ikke fremkalde brølet fra en velkørende motor - højst et par forkølede tøf, tøf.

Jeg tror det er vanskeligt at finde en økonom som ikke mener at det høje danske skattetryk er en af hovedsynderne bag vore konkurrenceproblemer. Andre lande sænker skatterne og reducerer de offentlige udgifter. Til trods for at vi har verdens højeste skattetryk og største offentlige sektor mener regeringen altså, at nye skatter og afgifter og nye store offentlige udgifter er vejen ud af krisen uagtet, at netop skatterne og den store offentlige sektor er vort helt store problem.

Det eneste der kan bringe dansk økonomi ud af en varig lavkonjunktur er øget eksport. Det er, så at sige, benzinen der skal få Villys knallert til Holstebro, ind til lyset, farverne og festen. Stigende skatter til erhvervslivet, stigende energiafgifter mv. svarer til at Villy i frustration over at han ikke kan få gang i Puchèn, gennemtæver køretøjet med pumpen. Det vil blot øge udgifterne til at få knallerten i køreklar stand igen - tilsvarende kickstarten af dansk økonomi. Hvis forudsætningerne for at dansk økonomi bliver selvbærende ikke er til stede, vil en kickstart kun forværre vores langsigtede evne til at få dansk økonomi på fode igen. Der skal gennemføres nogle grundlæggende strukturreformer i det danske samfund med henblik på at styrke konkurrencekraften her og nu. Og så en masse der kan styrke konkurrencekraften på lang sigt. På kort sigt skal skatterne mærkbart ned, det offentlige trimmes og afbureaukratiseres , der skal luges kraftigt ud i regelhelvedet osv. osv.  Derefter kan et venligt skub i form af offentlige investeringer måske sætte ekstra gang i økonomien.

I et af brødrene Grims grumme eventyr hænger der et skilt i spiserummet på en gård. Skiltet lyder ”Arbejde i dag og spise i morgen.” Det holder naturligvis ikke i længden. Men det holder desværre heller ikke i længden at vi læser skiltet bag fra nemlig ”spise i dag og arbejde i morgen”. Det har vi gjort for længe og det skal vi ikke blive ved med for så vil det for alvor gå galt.        

Kunsten at se et halvt fyldt glas

I den aktuelle debat om fattigdom i Danmark er det oplyst, at 96,7 pct. af alle danskere får mere end 1000 kr. ekstra for at gå på arbejde end de ville få, hvis de var på passiv offentlig forsørgelse. Altså påstanden om, at det ikke kan betale sig at arbejde, er vildt overdreven.

Som bekendt kan man jo anskue en problemstilling på to måder. Er glasset halvt fyldt eller halvt tom. Man kan med andre ord vende problemstillingen om og sige, at 3,3 pct. af den voksne befolkning eller knap 90.000 får mindre end 1000 kr. om måneden for at gå på arbejde. Jeg synes, det er rigtig mange.
Tilsyneladende er de politiske partier enige i, at det skal kunne betale sig at arbejde. Problemet vil blive løst med den kommende skattereform. I mellemtiden vil den såkaldte fattigdomsgrænse for kontanthjælpen blive ophævet. Det betyder, at en række kontanthjælpsmodtagere vil få ekstra 5-600 kr. om måneden. Det vil koste statskassen ca. 500 mio. kr., samtidigt med at det naturligvis betyder, at endnu flere må se i øjnene, at det ud fra et økonomisk synspunkt er temmelig tåbeligt at stå op om morgenen, smøre madpakker til børnene og sig selv, køre børnene i skole eller daginstitution for endelig selv at komme på arbejde. Dagen går med hårdt arbejde, sluttende med at hente børn, købe ind, lave mad osv. osv. Altså en dagligdag præget af stress og store krav til at kunne få tiden til at slå til.

Det er imponerende, at hundrede tusinder har så stor selvrespekt, at de ønsker et liv med arbejde under disse vilkår frem for et liv i passiv forsørgelse uden reelt at få en økonomisk gevinst. Omvendt er det knapt så imponerende, at samfundet ikke belønner dem, der så at sige får Danmark til at hænge økonomisk sammen. Sagen er jo, at folk i længden naturligvis opfører sig økonomisk rationelt og naturligvis ikke gider arbejde, hvis det ikke kan betale sig. Der vil ske et normskred.
Det er for så vidt allerede sket. I begyndelsen af 60'erne var ca. 200.000 danskere under folkepensionsalderen på offentlig forsørgelse. I dag er tallet 900.000. Hvordan ser tallet ud om ti år, hvis der ikke gøres noget?

Som bekendt har et massivt flertal i folketinget erklæret, at den kommende skattereform skal løse problemet. Det kan bl.a. ske ved at hæve det såkaldte beskæftigelsesfradrag. Hvis alle danskere i lønnet arbejde f.eks. skal have en skattelettelse på 1000 kr., således at alle stort set uden undtagelse får en gevinst ved at arbejde, der er større end 1000 kr. om måneden frem for at få kontanthjælp, ja så vil det koste statskassen ca. 35 mia. kr. For det beløb kan man fjerne topskatten og hele virksomhedsbeskatningen og fortsat have penge tilbage. De fleste økonomer er enige i, at denne type skattelettelser er langt mere gavnligt for nationaløkonomien end at give et større beskæftigelsesfradrag.

Den samfundsøkonomiske ramme for skattereformen er et Danmark i krise. Vi står overfor en egentlig økonomisk nedtur, hvilket med usvigelig sikkerhed vil øge underskuddet på de offentlige finanser yderligere. Vi kan med andre ord se frem til, at underskuddet på statsfinanserne bliver langt større end de knap 100 mia. kr. som forudsat i finansloven. Hvis vi tillader underskuddet at stige, er der overordentlig stor risiko for, at finansmarkederne prompte vil afregne ved kasse ét i form af stærkt stigende renter. Det vil være en katastrofe for danskerne og Danmark. Derfor vil regeringen med usvigelig sikkerhed komme i en situation, hvor besparelser snarere end skattelettelser vil sætte dagsordenen. Derfor er det meget underligt, at regeringen trods dette vælger at gennemføre en forhøjelse af kontanthjælpsloftet, hvilket jo gør det meget vanskeligere at løse problemet med, at afstanden mellem løn og kontanthjælp er for lille.  Som om regeringen ikke har nok problemer med at leve op til de store forventninger, der blev skabt under valgkampen, synes regeringen desuagtet at fortsætte strategien med at love mere end den umuligt kan holde.

 
  

Er dette et demokratisk retssamfund?

Forleden var jeg til juleselskab med en meget kendt forsvarsadvokat. Vi fik bl.a. en grundig snak om retssikkerheden i Danmark. Mit synspunkt er, at lovgivningen i Danmark i dag er så omfattende og detaljeret, at det er umuligt at leve uden at overtræde en eller anden lovparagraf. Det er kun et spørgsmål om at undersøge folks gøren og laden grundigt nok, så skal den dygtige anklager nok finde et eller andet, der kan udløse en eller anden form for straf.

Det, der bl.a. kendetegner en politistat, er, at politiet så at sige har mulighed for at arrestere borgerne i flæng og få dem dømt, primært fordi der ikke er nogen reel adskillelse mellem den dømmende og udøvende magt. Omvendt kan man hævde, at hvis alle borgere ikke kan leve deres dagligdag uden at overtræde en eller anden paragraf, ja så kan det jo reelt være ligegyldigt, om der er en formel adskillelse mellem den udøvende og dømmende magt. Borgerne har ingen retssikkerhed, de kan altid dømmes for et eller andet.
 
Til min overraskelse gav forsvarsadvokaten mig fuldkommen ret. Han berettede at han havde haft en kendt offentlig anklager på besøg. Anklageren havde kigget ud af vinduet og konstateret, at han kunne få hvem som helst ude på fortovet dømt for et eller andet. Anklagerens konklusion var derfor, at når man havde så meget magt, skulle magten administreres med den største forsigtighed og ydmyghed.
Bliver magten her i landet så administreret med den største forsigtighed. Næ, det vil være synd at sige. Den nye regering lovede under valgkampen, at det offentlige kontrolhelvede skulle reduceres. De første initiativer tyder på, at arbejdsløse, kontanthjælpsmodtagere og asylansøgere får større frihed, mens kontrollen med erhvervslivet strammes op. Skat er blevet pudset på såkaldte multinationale selskaber, hvilket skrællet for studenter -60'er retorik vel betyder, at alle større virksomheder med aktiviteter udenfor landets grænse for øget kontrol. Samtidigt kan bl.a. byggebranchen imødese mere kontrol med brug af udenlandsk arbejdskraft. Den gamle regering bevilgede lidt flere toldere til at kontrollere indrejsende. Tolderne bliver nu erstattet af politi, der skal kontrollere de indrejsende, når de er på arbejde. Den nye regering har også aflyst regelstoppet for de mindre virksomheder. Så regelhelvedet og kontrollanterne går tilsyneladende gyldne tider i mødet – i modsætning til de selvstændige.

Formanden for svineproducenterne beskriver i et læserbrev i Effektivt Landbrug alle de regler, man som svinebonde skal overholde. Pelsdyravlerne og andre landmænd kan nikke genkendende til den groteske lange liste af regler. Derfor skal der mange eksperter til for at sikre, at landmanden overholder samfundets love. Kontrollerne får derfor nærmest karakter af et koordineret angreb på landbrugsbedriften af op til tocifrede horder af kontrollanter.  En total grænseoverskridende oplevelse for en lovlydig familie, der passer deres daglige dont. Den frie borger behandles i udgangssituationen som en farlig kriminel. Det er i sig selv totalt ydmygende. Men nok så forargeligt: Kontrollanterne udfører deres job, som vinden blæser. Nogle kontrollanter finder en masse at påtale, mens andre intet finder. Det er temmelig tilfældigt, om man bliver idømt en bøde eller hængt ud i pressen for dette eller hint. Den offentlige kontrol er som at spille russisk roulette. Så der er intet at sige til, at tusinder af selvstændige erhvervsdrivende sover uroligt om natten. Bageren kan ikke vide sig sikker på, at en overemsig kontrollant ikke forsyner ham med en sur smiley; slagteren kan ikke vide sig sikker på, at kontrollanter ikke finder et eller andet, som får uoverskuelige følger for hans forretning osv. osv. Og der er normalt ingen appelmulighed. Den udøvende og dømmende magt er nemlig ofte den samme person.

Når man påpeger tilfældighederne i kontrollen for de ansvarlige, får man at vide, at kontrollanterne er mennesker, altså at de kan fejle. Besynderligt, at regeringen kræver nul tolerance overfor de kontrollerede. Altså hvis en kontrollant i anfald af dårligt humør eller som resultat af en skidt karakter gør sig den yderste umage med at finde de mindste fejl hos de kontrollerede, er det i orden, at hammeren falder med det samme. At kontrollen er tilfældig og stærkt varierende synes omvendt at være politisk acceptabelt, til trods for at netop den stærkt svingende indsats jo dybest set er udtryk for, at borgerne ikke har nogen retssikkerhed overhovedet. Det, der er gældende i et pastorat, er ikke gældende i et andet.

Uanset om vi kan lide det eller ej, har retstilstanden her i landet et ubehageligt strejf af politistat. Magten udøves ikke med forsigtighed og ydmyghed, og den udøvende og dømmende magt er ofte samme instans. Derfor er der ved at opstå et alarmerende modsætningsforhold mellem stat og borgere. Alt for mange føler, at staten er deres modsætning frem for en ønsket forudsætning for deres liv og ramme for deres virksomhed.  Den nye regering er mødt med en dundrende mistillid af et flertal af befolkningen. Den kom til magten, fordi den gamle regering havde mistet befolkningens tillid, vel fordi afstanden mellem det at være erklæret borgerlig og liberal og den førte politik var utroværdig stor. Hvordan får vi landet på fode igen, hvis der ikke er tillid mellem befolkningen og de folkevalgte. Man kunne jo starte med at øge befolkningens frihedsrettigheder og behandle borgerne med den respekt, som man må forvente i et demokratisk retssamfund.      
               

Er det vestlige demokrati ved at spille fallit?

Over halvdelen af den danske befolkning er i dag aflønnet af de offentlige kasser. Det gør Danmark til noget helt specielt. Vi er nemlig det land i den vestlige verden med den suverænt største offentlige sektor og dermed naturligvis også det højeste skattetryk.

Den offentlige sektor er i dag en så voldsom byrde, at danske såvel som internationale økonomer er enige i, at den offentlige sektor i dag er den største trussel mod danskernes velfærd og velstand. Alligevel er der udsigt til, at det offentlige forbrug og dermed også skattetrykket stiger yderligere. I lighed med en række andre europæiske lande synes det politiske system her i landet at have endog meget vanskeligt ved at løse tidens store problemer.


Flere debattører har da også sat spørgsmålstegn ved, om det ikke er Folketinget, der er problemet. I gamle dage var Folketinget et egentligt ting af folkevalgte med en bred folkelig repræsentation. Socialdemokratiet var repræsenteret af arbejdere og folk fra fagbevægelsen, Venstre af bønder, De Konservative af offentligt ansatte og godsejere, De Radikale af husmænd og kulturpersonligheder osv. Der var nærmest tale om en replika af de gamle stænderforsamlinger. I dag er langt flertallet af Folketingets medlemmer offentligt ansatte og studenter, der har gjort politik til deres levevej. Folketinget er ikke længere folkets ting. Magten er gledet af hænderne på de, der skaber værdierne, til de der så at sige lever af andres hårde arbejde.

Den offentlige og den private sektor er naturligvis hinandens forudsætning. Altså forudsat at der er en rimelig balance mellem de to sektorer. Det er denne balance, der er blevet forrykket helt uholdbart de seneste 10-20 år - først og fremmest fordi ikke-folkelige politiske systemer altid har og fortsat vil prioritere selve magten højere end landets og befolkningens ve og vel.

I et demokrati synes vejen til magten at være løfter om flere offentlige velfærdsydelser. Selv minimalstatens fader, tidligere statsminister Anders Fogh Rasmussen, indså, at flere offentlige velfærdsydelser var grundlaget for regeringsmagten. Han blev et dyrt bekendtskab for det danske samfund. Nu forsøger den nye regering at rydde op efter Fogh med den samme medicin, som Fogh benyttede til at køre landets økonomi ned - nemlig stigende offentlige udgifter og naturligvis stigende skatter.

Der er derfor ikke noget at sige til, at flere debattører har sat spørgsmålstegn ved, om det nuværende politiske system kan klare udfordringerne. I Italien og Grækenland har man taget konsekvensen af det politiske systems fallit og udnævnt embedsmandsregeringer. Det gjorde vi også under Anden Verdenskrig. Det var måske en mulighed? Under alle omstændigheder bliver vi nødt til at debattere, hvorledes vi igen får genskabt et handlekraftigt politisk system.

De politiske systemer er ikke mere værd end deres evne til at løse nationens problemer. Det handler om økonomi, og det handler om befolkningens grundlæggende frihedsrettigheder. Vi har overbevist hinanden om, at de vestlige demokratier er det eneste rigtige. Vi har brugt megen energi på at overbevise andre om, at Danmark var et egentligt folkeligt demokrati til efterligning. Imidlertid må vi konstatere, at verden ikke går i retning af de vestlige demokratier - vel først og fremmest fordi de vestlige demokratier jo helt indlysende ikke er i stand til at løse tidens store problemer. Det er Europa og USA der er i krise. Det er resten af verden ikke. Så måske er det de andre, der har fat i den lange ende, og os der tumler rundt med et uholdbart politisk system.

Farvel til en tid for selvstændige

I forrige uge var jeg til begravelse af min genbo og gode ven igennem en halv menneskealder. Jeg lærte Knud at kende, da jeg flyttede til Harløse for godt 40 år siden. Harløse er en lille landsby 7 km. vest for Hillerød. Dengang havde landsbyen eget mejeri med stork på taget, egen slagter, bank, posthus, brugs, to tømmervirksomheder, en metalvirksomhed og ikke mindst en smed. Min genbo var ikke egnens største jordbesidder, men han var højt agtet fordi han var en dygtig og driftig landmand, som ivrigt deltog i stort set alle de mange aktiviteter, der udsprang af et levende landbrugssamfund.

Vi var der alle ved hans begravelse. Der var så mange, at den lille kirke i Tjæreby ikke kunne rumme begravelsen. Smeden, brugsmanden, konsulenten, bønderne, tilflytterne, ja alle de mange som igennem årene havde udgjort det lille velfungerende lokalsamfund, som afdøde havde været en så vigtig og respekteret del af. De fleste var forhåndsværende. Sagen er jo, at mejeriet er nedlagt, slagteren er lukket, postkontoret, banken og brugsen ikke eksisterer længere, tømrerne og smedene har drejet nøglen om. De mange professionelle landmænd er afløst af byfolk. I stedet for køer og grise går der nu en ensom hest rundt hist og her. Fra at være et lille selvbærende værdiskabende samfund er Harløse som hundredevis andre små landbysamfund blevet forvandlet til et halvdødt område.

Nogle vil hævde, at udviklingen er naturlig set i lyset af den almindelige udvikling i samfundet; andre vil påpege, at Christiansborg igennem mange år har lagt så mange sten på jorden for mindre erhvervsdrivende, at lovgivningen har accelereret udviklingen yderligere. Under alle omstændigheder opgav slagteren at drive sin virksomhed videre, da der kom krav til ny indretning af slagtehus mv. Alle, der fik slagtet hos ham, var mere end tilfredse. Tingene var i orden, han var meget dygtig og meget respekteret. Men kravet til nye investeringer og den løbende kontrol var efterhånden en så stor belastning, at han til sidst ikke orkede længere. Tilsvarende stod der ikke andre på spring, da smeden gik på pension. Det er simpelthen for bøvlet at drive en enmandsvirksomhed. Knuds sidste år som aktiv landmand var bestemt heller ikke nogen dans på roser. Han var utroligt frustreret over, at han som dygtig landmand skulle tåle at blive overvåget af en sand syndflod af øvrighedspersoner, der under trusler om store bøder og bortfald af eu-støtte kontrollerede alt mellem himmel og jord. Han følte sig umyndiggjort og som jaget vildt. Hans stolthed og glæde som landmand blev knækket effektivt.

Da vi stod der udenfor kirken og sagde et sidste farvel var det ikke kun et farvel til Knud. For mig var det også et farvel til en tid, hvor landet var præget af mange selvstændige, der hver især bidrog til værdidannelsen i samfundet. Selvstændighedskulturen gav samfundet en indre dynamik, som desværre ikke længere eksisterer i tilnærmelsesvis samme omfang. For år tilbage var en af Danmarks styrkepositioner, at der eksisterede et tæt samarbejde mellem det offentlige og de mange tusinde selvstændige virksomheder. I dag er samarbejdet erstattet af diktat, bureaukrati og kontrol. Det er en af grundene til, at Harløse i dag er en del af udkantsdanmark. Hvis Christiansborg ikke snart indser, at bureaukrati og kontrol dræber initiativ og virkelyst, vil udkantsdanmark også ramme København.        

          

I GRUNDTVIGS ÅND

Et demokrati, der bygger sine beslutninger på tro og fordomme i stedet for viden og indsigt, er en meget farlig styreform. Det var nu afdøde chefredaktør for dagbladet politiken, Thøger Seidenfarden, som meget rigtigt formulerede ovenstående. Sagen er jo, at værdien af en given beslutning afhænger af den viden, beslutningen bygger på. Dårligt videngrundlag giver naturligvis dårlige beslutninger. Derfor er viden og indsigt en grundpille i et velfungerende demokrati. Det erkendte en af nationens helt store sønner, nemlig Grundtvig. De danske højskolers fornemste opgave var at sikre, at først og fremmest landbefolkningen fik den nødvendige viden og uddannelse til at deltage i den demokratiske proces.

Fordomme og uvidenhed er demokratiets værste fjende. Mediernes samfundsmæssige rolle er derfor ikke kun at være den fjerde statsmagt og kontrollere, at magthaverne ikke overspiller deres rolle. Rollen er i særdeleshed også at sikre, at den offentlige debat sker på et oplyst grundlag, dvs. at redigere strømmen af nyheder på en sådan måde, at befolkningen får et rimeligt dækkende billede af situationen i verden. For at kunne sortere i strømmen af nyheder på en ordentlig og professionel måde må journalisterne naturligvis have en solid viden om deres stofområde. Det har de desværre ikke altid, og derfor ser vi igen og igen, at journalisterne springer over hvor gærdet er lavest og bygger deres indgang til en given problemstilling på det, man kan kalde gængse forestillinger eller et ikke-videnbaseret grundlag.

Det er det, man i daglig tale kalder fordomme. Og dem er der tusindvis af. Blondiner er dumme, kvinder kan ikke køre bil, mænd er nogle rodehoveder osv. osv. Uanset, hvor megen viden der bliver generet om emnerne, er sådanne fordomme stort set umulige at mane i jorden. For at komme de værste fordomme til livs har man forsøgt at lovgive sig ud af problemet. Vi har f.eks her i landet en racismelov, der er temmelig omfangsrig. Desværre er pelsdyrhold ikke omfattet af denne lovgivning. Desværre, fordi der på trods af at tilsynsmyndigheder, dyrlæger og forskningsinstitutioner i både ind- og udland har fremlagt omfattende dokumentation for, at dyrevelfærden er i top i minkproduktionen, stadig er alt for mange journalister, som vælger at springe over, hvor gærdet er lavest. De vælger så at sige fordommene som grundlag for deres holdning til vort erhverv.

Senest har bladet Nordea Invest formidlet en ellers udmærket artikel om vort erhverv, men Nordea Invest har valgt at kalde artiklen ’En upopulær milliardsucces’ og har desuden forsynet artiklen med misvisende mellemrubrikker og en billedflade, som alt i alt betyder, at vort erhverv fremstår som en suspekt og uønsket branche. Den havde vi ikke lige ventet fra vor tætte samarbejdspartner.
Alle de fordomme erhvervet er udsat for betyder, at vores oplysningsarbejde undertiden føles som at spille ludo. Man bliver slået tilbage igen og igen - og undertiden bliver man slået helt hjem. Men vi skal ikke lade os slå hjem. Vores åbenhedskampagne skal fortsætte, fordi vi er stolte af vort erhverv, og vi er stolte af den måde, vi omgås vores dyr på. Mod dumhed kæmper selv guder uden at vinde, og vi kan derfor ikke helt undgå, at nogle få uvidende og fordumsfulde journalister fortsat misinformerer deres læsere. Men vi kan sikre, at befolkningen ikke lader sig manipulere, og det gør vi bedst i Grundtvigs ånd, nemlig via oplysning og åbenhed.