torsdag den 1. marts 2012

Kan vi lære lidt af Hong Kong?

Jeg er netop kommet hjem fra en forretningsrejse til Hong Kong - denne fantastiske by, der i areal svarer til Lolland, men så hører ligheden også op. Byen har 7,5 mio. indbyggere. Det er en rig by. Målt som bruttonationalprodukt per indbygger ligger levefoden ca. 30 pct. over den danske. Sandt for dyden kan man da heller ikke føle andet end ydmyghed over for dette asiatiske kraftcenter. Byen summer af liv og virkelyst i alle døgnets 24 timer. Handel, transport, finans og turisme er de vigtigste erhverv. Kinas blomstrende økonomi er naturligvis en væsentlig forklaring på Hong Kong's succes, men uden borgernes flid og virkelyst var det aldrig blevet til noget.

Her i landet diskuterer vi helt seriøst, om det skal kunne betale sig at arbejde eller ikke. Man tør ikke nævne denne specielle danske diskussion i Hong Kong. De ville få det indtryk, at danskerne er kugleskøre. Det er en selvfølge i Hong Kong, at de flittige og dygtige naturligvis har et økonomisk bedre liv end de dovne og udygtige. Så enkelt er det.

Hong Kongs skattesystem afspejler, at det skal kunne betale sig at arbejde. Man kan højst komme til at betale 15 pct. i indkomstskat. Men der er naturligvis nogle gevaldige fradrag. Voksne har et fradrag på 100.000 HKD, børn det halve. Ubrugt fradrag overføres til hovedforsørger. Det vil sige, at en familie med to voksne og to børn har et grundfradrag på 300.000 HKD, før der skal betales skat. Det svarer til 210.000 kr. Samtidigt kan borgerne glæde sig over, at der ikke betales moms, og at øvrige afgifter er mindre end små. Statens indtægter kommer primært fra jordsalg, ejendomsskatter, og stempelafgifter. Regeringen er fast besluttet på at holde de samlede offentlige udgifter under 20 pct. af bruttonationalproduktet. I Danmark er det tilsvarende tal ca. 60 pct.

I Hong Kong er problemet ikke, at der er underskud på de offentlige finanser. Her er problemet, at overskuddet vokser og vokser. Derfor fik alle indbyggerne i fjor en julegave fra regeringen i form af 6000 HKD.

Er alt kun godt i Hong Kong? Nej naturligvis ikke. Man har et fint skolesystem og offentlige hospitaler, samt socialt boligbyggeri for de laveste indkomstgrupper. Resten må borgerne selv klare. Og det gør de så, men specielt de høje ejendomspriser og hidsige huslejer er en stor byrde for især de unge. Omvendt er der masser af ledige jobs, lønniveauet er som i Danmark, dog med en betydelig større lønspredning, så sammenholdt med den lave beskatning er levefoden meget høj.

Hong Kong er et af utallige eksempler på, at vejen til velstand er flid og foretagsomhed. Danmark er desværre endt som et eksempel på, at passivitet og manglende virkelyst er den sikre vej ned af den internationale velstands-stige. Men spørgsmålet er så, hvordan kommer vi nærmere Hong Kong's tilstand?

Ingen kommentarer:

Send en kommentar