Er det vestlige demokrati ved at spille fallit?

Over halvdelen af den danske befolkning er i dag aflønnet af de offentlige kasser. Det gør Danmark til noget helt specielt. Vi er nemlig det land i den vestlige verden med den suverænt største offentlige sektor og dermed naturligvis også det højeste skattetryk.

Den offentlige sektor er i dag en så voldsom byrde, at danske såvel som internationale økonomer er enige i, at den offentlige sektor i dag er den største trussel mod danskernes velfærd og velstand. Alligevel er der udsigt til, at det offentlige forbrug og dermed også skattetrykket stiger yderligere. I lighed med en række andre europæiske lande synes det politiske system her i landet at have endog meget vanskeligt ved at løse tidens store problemer.


Flere debattører har da også sat spørgsmålstegn ved, om det ikke er Folketinget, der er problemet. I gamle dage var Folketinget et egentligt ting af folkevalgte med en bred folkelig repræsentation. Socialdemokratiet var repræsenteret af arbejdere og folk fra fagbevægelsen, Venstre af bønder, De Konservative af offentligt ansatte og godsejere, De Radikale af husmænd og kulturpersonligheder osv. Der var nærmest tale om en replika af de gamle stænderforsamlinger. I dag er langt flertallet af Folketingets medlemmer offentligt ansatte og studenter, der har gjort politik til deres levevej. Folketinget er ikke længere folkets ting. Magten er gledet af hænderne på de, der skaber værdierne, til de der så at sige lever af andres hårde arbejde.

Den offentlige og den private sektor er naturligvis hinandens forudsætning. Altså forudsat at der er en rimelig balance mellem de to sektorer. Det er denne balance, der er blevet forrykket helt uholdbart de seneste 10-20 år - først og fremmest fordi ikke-folkelige politiske systemer altid har og fortsat vil prioritere selve magten højere end landets og befolkningens ve og vel.

I et demokrati synes vejen til magten at være løfter om flere offentlige velfærdsydelser. Selv minimalstatens fader, tidligere statsminister Anders Fogh Rasmussen, indså, at flere offentlige velfærdsydelser var grundlaget for regeringsmagten. Han blev et dyrt bekendtskab for det danske samfund. Nu forsøger den nye regering at rydde op efter Fogh med den samme medicin, som Fogh benyttede til at køre landets økonomi ned - nemlig stigende offentlige udgifter og naturligvis stigende skatter.

Der er derfor ikke noget at sige til, at flere debattører har sat spørgsmålstegn ved, om det nuværende politiske system kan klare udfordringerne. I Italien og Grækenland har man taget konsekvensen af det politiske systems fallit og udnævnt embedsmandsregeringer. Det gjorde vi også under Anden Verdenskrig. Det var måske en mulighed? Under alle omstændigheder bliver vi nødt til at debattere, hvorledes vi igen får genskabt et handlekraftigt politisk system.

De politiske systemer er ikke mere værd end deres evne til at løse nationens problemer. Det handler om økonomi, og det handler om befolkningens grundlæggende frihedsrettigheder. Vi har overbevist hinanden om, at de vestlige demokratier er det eneste rigtige. Vi har brugt megen energi på at overbevise andre om, at Danmark var et egentligt folkeligt demokrati til efterligning. Imidlertid må vi konstatere, at verden ikke går i retning af de vestlige demokratier - vel først og fremmest fordi de vestlige demokratier jo helt indlysende ikke er i stand til at løse tidens store problemer. Det er Europa og USA der er i krise. Det er resten af verden ikke. Så måske er det de andre, der har fat i den lange ende, og os der tumler rundt med et uholdbart politisk system.

Farvel til en tid for selvstændige

I forrige uge var jeg til begravelse af min genbo og gode ven igennem en halv menneskealder. Jeg lærte Knud at kende, da jeg flyttede til Harløse for godt 40 år siden. Harløse er en lille landsby 7 km. vest for Hillerød. Dengang havde landsbyen eget mejeri med stork på taget, egen slagter, bank, posthus, brugs, to tømmervirksomheder, en metalvirksomhed og ikke mindst en smed. Min genbo var ikke egnens største jordbesidder, men han var højt agtet fordi han var en dygtig og driftig landmand, som ivrigt deltog i stort set alle de mange aktiviteter, der udsprang af et levende landbrugssamfund.

Vi var der alle ved hans begravelse. Der var så mange, at den lille kirke i Tjæreby ikke kunne rumme begravelsen. Smeden, brugsmanden, konsulenten, bønderne, tilflytterne, ja alle de mange som igennem årene havde udgjort det lille velfungerende lokalsamfund, som afdøde havde været en så vigtig og respekteret del af. De fleste var forhåndsværende. Sagen er jo, at mejeriet er nedlagt, slagteren er lukket, postkontoret, banken og brugsen ikke eksisterer længere, tømrerne og smedene har drejet nøglen om. De mange professionelle landmænd er afløst af byfolk. I stedet for køer og grise går der nu en ensom hest rundt hist og her. Fra at være et lille selvbærende værdiskabende samfund er Harløse som hundredevis andre små landbysamfund blevet forvandlet til et halvdødt område.

Nogle vil hævde, at udviklingen er naturlig set i lyset af den almindelige udvikling i samfundet; andre vil påpege, at Christiansborg igennem mange år har lagt så mange sten på jorden for mindre erhvervsdrivende, at lovgivningen har accelereret udviklingen yderligere. Under alle omstændigheder opgav slagteren at drive sin virksomhed videre, da der kom krav til ny indretning af slagtehus mv. Alle, der fik slagtet hos ham, var mere end tilfredse. Tingene var i orden, han var meget dygtig og meget respekteret. Men kravet til nye investeringer og den løbende kontrol var efterhånden en så stor belastning, at han til sidst ikke orkede længere. Tilsvarende stod der ikke andre på spring, da smeden gik på pension. Det er simpelthen for bøvlet at drive en enmandsvirksomhed. Knuds sidste år som aktiv landmand var bestemt heller ikke nogen dans på roser. Han var utroligt frustreret over, at han som dygtig landmand skulle tåle at blive overvåget af en sand syndflod af øvrighedspersoner, der under trusler om store bøder og bortfald af eu-støtte kontrollerede alt mellem himmel og jord. Han følte sig umyndiggjort og som jaget vildt. Hans stolthed og glæde som landmand blev knækket effektivt.

Da vi stod der udenfor kirken og sagde et sidste farvel var det ikke kun et farvel til Knud. For mig var det også et farvel til en tid, hvor landet var præget af mange selvstændige, der hver især bidrog til værdidannelsen i samfundet. Selvstændighedskulturen gav samfundet en indre dynamik, som desværre ikke længere eksisterer i tilnærmelsesvis samme omfang. For år tilbage var en af Danmarks styrkepositioner, at der eksisterede et tæt samarbejde mellem det offentlige og de mange tusinde selvstændige virksomheder. I dag er samarbejdet erstattet af diktat, bureaukrati og kontrol. Det er en af grundene til, at Harløse i dag er en del af udkantsdanmark. Hvis Christiansborg ikke snart indser, at bureaukrati og kontrol dræber initiativ og virkelyst, vil udkantsdanmark også ramme København.        

          

I GRUNDTVIGS ÅND

Et demokrati, der bygger sine beslutninger på tro og fordomme i stedet for viden og indsigt, er en meget farlig styreform. Det var nu afdøde chefredaktør for dagbladet politiken, Thøger Seidenfarden, som meget rigtigt formulerede ovenstående. Sagen er jo, at værdien af en given beslutning afhænger af den viden, beslutningen bygger på. Dårligt videngrundlag giver naturligvis dårlige beslutninger. Derfor er viden og indsigt en grundpille i et velfungerende demokrati. Det erkendte en af nationens helt store sønner, nemlig Grundtvig. De danske højskolers fornemste opgave var at sikre, at først og fremmest landbefolkningen fik den nødvendige viden og uddannelse til at deltage i den demokratiske proces.

Fordomme og uvidenhed er demokratiets værste fjende. Mediernes samfundsmæssige rolle er derfor ikke kun at være den fjerde statsmagt og kontrollere, at magthaverne ikke overspiller deres rolle. Rollen er i særdeleshed også at sikre, at den offentlige debat sker på et oplyst grundlag, dvs. at redigere strømmen af nyheder på en sådan måde, at befolkningen får et rimeligt dækkende billede af situationen i verden. For at kunne sortere i strømmen af nyheder på en ordentlig og professionel måde må journalisterne naturligvis have en solid viden om deres stofområde. Det har de desværre ikke altid, og derfor ser vi igen og igen, at journalisterne springer over hvor gærdet er lavest og bygger deres indgang til en given problemstilling på det, man kan kalde gængse forestillinger eller et ikke-videnbaseret grundlag.

Det er det, man i daglig tale kalder fordomme. Og dem er der tusindvis af. Blondiner er dumme, kvinder kan ikke køre bil, mænd er nogle rodehoveder osv. osv. Uanset, hvor megen viden der bliver generet om emnerne, er sådanne fordomme stort set umulige at mane i jorden. For at komme de værste fordomme til livs har man forsøgt at lovgive sig ud af problemet. Vi har f.eks her i landet en racismelov, der er temmelig omfangsrig. Desværre er pelsdyrhold ikke omfattet af denne lovgivning. Desværre, fordi der på trods af at tilsynsmyndigheder, dyrlæger og forskningsinstitutioner i både ind- og udland har fremlagt omfattende dokumentation for, at dyrevelfærden er i top i minkproduktionen, stadig er alt for mange journalister, som vælger at springe over, hvor gærdet er lavest. De vælger så at sige fordommene som grundlag for deres holdning til vort erhverv.

Senest har bladet Nordea Invest formidlet en ellers udmærket artikel om vort erhverv, men Nordea Invest har valgt at kalde artiklen ’En upopulær milliardsucces’ og har desuden forsynet artiklen med misvisende mellemrubrikker og en billedflade, som alt i alt betyder, at vort erhverv fremstår som en suspekt og uønsket branche. Den havde vi ikke lige ventet fra vor tætte samarbejdspartner.
Alle de fordomme erhvervet er udsat for betyder, at vores oplysningsarbejde undertiden føles som at spille ludo. Man bliver slået tilbage igen og igen - og undertiden bliver man slået helt hjem. Men vi skal ikke lade os slå hjem. Vores åbenhedskampagne skal fortsætte, fordi vi er stolte af vort erhverv, og vi er stolte af den måde, vi omgås vores dyr på. Mod dumhed kæmper selv guder uden at vinde, og vi kan derfor ikke helt undgå, at nogle få uvidende og fordumsfulde journalister fortsat misinformerer deres læsere. Men vi kan sikre, at befolkningen ikke lader sig manipulere, og det gør vi bedst i Grundtvigs ånd, nemlig via oplysning og åbenhed.