Hvad med at se lidt indad?

Kineserne kom, så og sejrede. Det kinesiske præsidentbesøg i Danmark illustrerede klart, at magtbalancen i verden er under hastig forandring. Den fik ikke for lidt, og det, den fik, var langt hen af vejen på gæsternes præmisser. Og sådan skal det jo nok være, omend store dele af pressen satte spørgsmålstegn ved rimeligheden i, at vore kinesiske gæster så at sige ønskede at afholde f.eks. pressemøder på kinesisk manér. Og så var der jo også spørgsmålet om menneskerettighederne. Ville regeringen diskutere manglen på samme i Kina, eller ville den lade de økonomiske hensyn sejre?

Det med menneskerettigheder er en vanskelig størrelse. Og det er under alle omstændigheder en størrelse, der er foranderlig. Spørgsmålet er derfor, om det er rimeligt at vurdere menneskerettighederne i et enkelt land, primært som den aktuelle tilstand - frem for i hvilken retning menneskerettighederne nu engang bevæger sig. Den aktuelle tilstand er et resultat af et lands historie og langvarige udvikling, mens bevægelsen derimod afspejler de nuværende magthaveres holdning til menneskerettighederne.

Der er ingen tvivl om, at Kina ikke lever op til det, man kan kalde de almindelige, universelle menneskerettigheder. Omvendt er der heller ikke tvivl om, at den kinesiske befolkning aldrig tidligere i landets historie har nydt samme frihed som i dag. Den kinesiske regering arbejder kontinuerligt med at reformere systemet. Nogle vil måske hævde, at det går for langsomt, andre accepterer måske, at denne type forandringer tager tid, fordi der reelt er tale om brud på tusinder års retspraksis og samfundssyn. Men det væsentlige er, at tingene bevæger sig i den rigtige retning. Der er en vilje til forandring også på dette vigtige område.

Hvordan ser det så ud her i landet? De fleste er enige om, at Danmark er et af de mest transparente samfund i verden og dermed også et af de mindst korrupte. Ingen tvivl om, at grundloven sikrer borgerne store frihedsrettigheder. Spørgsmålet er imidlertid, om menneskerettighederne og de grundlovssikrede frihedsrettigheder for alvor er en vigtig del af det politiske tankegods. Er det således, at der i folketinget er stor bekymring for, om denne eller hin lovgivning indskrænker borgernes grundlovssikrede rettigheder, og en given forvaltningspraksis måske ikke helt lever op til de retssikkerhedsbestemmelser, som man kunne forvente i et demokratisk samfund?

Claes Kastholm skriver i Berlingske søndag den 17. juni, at den nye lov, som giver skattevæsenet større beføjelser end politiet til at trænge ind på folks private ejendom i jagten på sort arbejde, er endnu et tegn på, at det danske samfund bevæger sig i en fascistisk retning. SF’s politiske ordfører kommenterede egentlig ikke indholdet, men han mente, at Claes Kastholms udtalelser var en hån mod borgerne i det tidligere Østtyskland, hvad han så end mente med det. Fascisme er ikke nogen egentlig politisk ideologi, men snarere en løs benævnelse for 'ikke kommunistiske totalitære stater'. Fascismens grundsætning er 'intet over og intet ved siden af staten'. Hensynet til staten tilsidesætter så at sige alle andre hensyn - f.eks. det enkelte menneskes retssikkerhed. I grundloven er boligen ukrænkelig. Derfor kan politiet ikke trænge ind på privat ejendom uden dommerkendelse. Der skal altså være en særdeles god og begrundet mistanke om, at der foregår ulovligheder på matriklen, inden politiet skrider ind. Sort arbejde anses som en forbrydelse mod staten, det er et simpelt tyveri f.eks. ikke. Hensynet til staten vejer altså tungere end borgernes grundlovssikrede rettigheder. Derfor er den nye lov udtryk for en totalitær tankegang. At advokatrådet og et hav af juridiske eksperter har advaret regeringen mod at gennemføre loven gav kun anledning til et skuldertræk. Intet over og intet ved siden af staten, synes tankegangen at være i skattevæsenet.

Inden for mit eget område møder vi også i stigende grad den totalitære tankegang. Fødevarestyrelsens løbende kontroller af husdyrhold bygger på et nul tolerance princip, dvs. at alle overtrædelser, store som små, har konsekvenser, herunder f.eks. politianmeldelser. At Dansk Standard i en rapport konkluderer, at tilsynet er uprofessionelt og tilfældigt giver ikke anledning til de store betænkeligheder. Vi kan jo alle have en dårlig dag, som veterinærchef Per Henriksen udtrykker det. Man kan således godt komme til at politianmelde en bonde uden grund. Det må man acceptere. Dog accepterer systemet ikke, at bonden måske har en dårlig dag. Intet over og intet ved siden af staten. Men denne nultolerance er udansk. 'Den, der er ren kaster den første sten' - dét er et bærende udsagn i det, man kan kalde et Grundtvigiansk livssyn. Imidlertid har det inkluderende og det samtalebestemte forhold mellem borger og stat igennem de senere år desværre bevæget sig i retning af kontrol og straf. Vi bliver overvåget og kontrolleret som aldrig før i Danmark.

Efter min mening er det besynderligt, at danske politikere har så travlt med at kritisere diverse lande for brud på menneskerettighederne, når man her i landet kontinuerligt og uden de store politiske diskussioner indskrænker borgernes frihedsrettigheder.                

 

Diskrimination af værste skuffe

Lad mig sige det med det samme. Jeg er krænket og indædt gal over regeringens politik om at borgere over 65 år skal betale betydeligt mere i skat end alle andre. Hvad pokker ligner det?  Jeg tror ikke at der noget andet land i verden der er på vej med en tilsvarende grænseoverskridende idiotisk diskriminering af ældre medborgere. Ikke nok med, at forslaget afslører et fuldkomment ubegribeligt menneskesyn, ja så er det temmelig sandsynligt, at forslaget strider mod EU´s bestemmelser om diskriminering. Det er kun et par år siden, at EU slog fast at det er ulovligt at afskedige medarbejdere på grund af alder. Aldersdiskriminering blev ligestillet med diskriminering pga. af køn, race, religiøs baggrund mv. Før valget påstod de tre regeringspartier, at de havde et helt specielt fint menneskesyn. Altså i modsætning til den tidligere regering forstås.

Lad mig slå fast med det samme, at jeg egentlig er fløjtende ligeglad med, om jeg kommer til at betale nogle tusinde kroner mere eller mindre i skat. Men jeg er ikke ligeglad med, om jeg diskrimineres. Jeg føler, at det er dybt krænkende, at jeg ene og alene pga af min alder tilsyneladende skal betale en ekstra skat i forhold til mine yngre kolleger - vel fordi regeringen betragter ældre medborgere som et belastende eller ligefrem uønsket element i det danske samfund. Vi skal i lighed med bilejere med benzinslugere bære en højere grøn ejerafgift. Regeringen mener åbenbart, at folk over 65 forurener det danske samfund.

Da jeg var i samme alder som skatteministeren var jeg gift, havde børn, vi boede i eget hus, og jeg var færdiguddannet som cand. polit. Jeg har aldrig fået en krone fra det offentlige. Vi har altid tjent tilstrækkeligt til ikke at være afhængige eller være berettigede til offentlig hjælp. Tilsvarende har vore børn. Vi har sparet massivt op til vor pension, og vi har gjort alt for ikke at ligge det danske samfund til byrde. Ikke af idealistiske grunde, men fordi vi aldrig har turdet tro og stole på de offentlige systemer.  Jeg har i hele mit arbejdsliv betalt meget store skatter, fordi jeg har været heldig og haft en høj indkomst. Jeg er fortsat i arbejde og lægger rigtig mange timer i jobbet, ikke mindst fordi jeg har mange rejsedage. Jeg mener med andre ord, at jeg fortsat har noget at byde på, og at jeg fortsat er med til at skabe de værdier som bl.a. ungdomspolitikerne i regeringen har så travlt med at fordele til alle de hårdtarbejdende folk i blå kedeldragter. De sande helte i det danske samfund er ifølge regeringen ufaglærte, sosu-assistenter, skolelærere og sygeplejersker under 65 år, mens hårdtarbejdende folk over 65 år, i lighed med stærkt forurenende ting eller skadelige fødevarer, skal pålægges en ekstraskat. Man må i sandhed sige, at vi har fået en regering med et helt andet menneskesyn end den forrige.

Lad mig også indrømme, at jeg i hele mit liv har ment, at den største trussel mod det enkelte menneskes frihed ikke var ydre fjender, men at truslen kom fra indefra i form af en altdominerende offentlig sektor. Den offentlige sektor i Danmark er så ressourcekrævende, at den siddende regering er tvunget til at bryde alle principper, for fortsat at kunne finde tilstrækkelige skattekroner til, at finansiere de offentlige aktiviteter. Ikke mindst i en vanskelig økonomisk situation som den nuværende, er det økonomiske råderum så begrænset, at hellige køer bliver slagtet vel først og fremmest fordi regeringen ikke har mod og mandshjerte til at gennemføre de helt nødvendige effektiviseringer og tilpasninger af sektoren. Det er tilsyneladende lettere for regeringen at pålægge ældre skatteborgere en ekstra skat, fremfor at tage fat ved ondets rod, nemlig de offentlige udgifter. De er simpelthen for store i forhold til den underliggende produktion.

Min kone og jeg har i opdragelsen af vore børn hele tiden lagt vægt på, at det er mere relevant at kunne stemme med fødderne end med en stemmeseddel, forstået på den måde at det er vigtigt at tage en uddannelse, der gør det muligt at få job uden for landets grænser. Vore børn bor ikke længere i Danmark. Det er vi både kede af og glade for. Glade, fordi de selv kan vælge hvilket samfund de ønsker at leve i, kede af det fordi de ikke mener, at Danmark er attraktiv nok til at de ønsker at være en del af dette fællesskab. Et fællesskab, som er under pres bl.a. fordi ungdomspolitikerne i deres umodenhed har et verdensbillede, der vel først og fremmest bygger på de erfaringer fra det virkelige liv, de har opnået på Roskilde Festivalen og andre tilsvarende aktiviteter.

Det, der binder et land sammen, er at borgerne bygger deres liv på samme værdigrundlag. At vi har andet og mere til fælles end landets ydre grænser. Det folkelige fællesskab har altid fyldt meget i det danske samfund. Derfor har det været muligt at omfordele og dermed skabe et af verdens mest lige samfund. Vi er opdraget til at vise respekt og yde omsorg for hinanden. Regeringen har på afgørende vis med deres forslag til skattereform erklæret krig mod det bærende i velfærdssamfundet - nemlig de universelle velfærdsydelser, samt indført diskriminering af 25 pct. af befolkningen nemlig alle over 65 år. Hvorfor pokker skal samfundet hænge sammen, hvis de grundlæggende værdier ligeværd og gensidig respekt fjernes?

Ved den seneste opinionsundersøgelse fik regeringen ca. 30 pct. af stemmerne. Det synes medierne var utroligt få. Jeg må indrømme, at jeg synes, det er utroligt, at 30 pct. af vælgerne synes, at det er i orden at diskriminere en stor del af befolkningen, samt at det er ok at angribe velfærdsstatens grundprincip nemlig de universelle velfærdsydelser og dermed lægge en alvorlig sten i skoen på velfærdsstatens fremtid.