Hvad med at se lidt indad?

Kineserne kom, så og sejrede. Det kinesiske præsidentbesøg i Danmark illustrerede klart, at magtbalancen i verden er under hastig forandring. Den fik ikke for lidt, og det, den fik, var langt hen af vejen på gæsternes præmisser. Og sådan skal det jo nok være, omend store dele af pressen satte spørgsmålstegn ved rimeligheden i, at vore kinesiske gæster så at sige ønskede at afholde f.eks. pressemøder på kinesisk manér. Og så var der jo også spørgsmålet om menneskerettighederne. Ville regeringen diskutere manglen på samme i Kina, eller ville den lade de økonomiske hensyn sejre?

Det med menneskerettigheder er en vanskelig størrelse. Og det er under alle omstændigheder en størrelse, der er foranderlig. Spørgsmålet er derfor, om det er rimeligt at vurdere menneskerettighederne i et enkelt land, primært som den aktuelle tilstand - frem for i hvilken retning menneskerettighederne nu engang bevæger sig. Den aktuelle tilstand er et resultat af et lands historie og langvarige udvikling, mens bevægelsen derimod afspejler de nuværende magthaveres holdning til menneskerettighederne.

Der er ingen tvivl om, at Kina ikke lever op til det, man kan kalde de almindelige, universelle menneskerettigheder. Omvendt er der heller ikke tvivl om, at den kinesiske befolkning aldrig tidligere i landets historie har nydt samme frihed som i dag. Den kinesiske regering arbejder kontinuerligt med at reformere systemet. Nogle vil måske hævde, at det går for langsomt, andre accepterer måske, at denne type forandringer tager tid, fordi der reelt er tale om brud på tusinder års retspraksis og samfundssyn. Men det væsentlige er, at tingene bevæger sig i den rigtige retning. Der er en vilje til forandring også på dette vigtige område.

Hvordan ser det så ud her i landet? De fleste er enige om, at Danmark er et af de mest transparente samfund i verden og dermed også et af de mindst korrupte. Ingen tvivl om, at grundloven sikrer borgerne store frihedsrettigheder. Spørgsmålet er imidlertid, om menneskerettighederne og de grundlovssikrede frihedsrettigheder for alvor er en vigtig del af det politiske tankegods. Er det således, at der i folketinget er stor bekymring for, om denne eller hin lovgivning indskrænker borgernes grundlovssikrede rettigheder, og en given forvaltningspraksis måske ikke helt lever op til de retssikkerhedsbestemmelser, som man kunne forvente i et demokratisk samfund?

Claes Kastholm skriver i Berlingske søndag den 17. juni, at den nye lov, som giver skattevæsenet større beføjelser end politiet til at trænge ind på folks private ejendom i jagten på sort arbejde, er endnu et tegn på, at det danske samfund bevæger sig i en fascistisk retning. SF’s politiske ordfører kommenterede egentlig ikke indholdet, men han mente, at Claes Kastholms udtalelser var en hån mod borgerne i det tidligere Østtyskland, hvad han så end mente med det. Fascisme er ikke nogen egentlig politisk ideologi, men snarere en løs benævnelse for 'ikke kommunistiske totalitære stater'. Fascismens grundsætning er 'intet over og intet ved siden af staten'. Hensynet til staten tilsidesætter så at sige alle andre hensyn - f.eks. det enkelte menneskes retssikkerhed. I grundloven er boligen ukrænkelig. Derfor kan politiet ikke trænge ind på privat ejendom uden dommerkendelse. Der skal altså være en særdeles god og begrundet mistanke om, at der foregår ulovligheder på matriklen, inden politiet skrider ind. Sort arbejde anses som en forbrydelse mod staten, det er et simpelt tyveri f.eks. ikke. Hensynet til staten vejer altså tungere end borgernes grundlovssikrede rettigheder. Derfor er den nye lov udtryk for en totalitær tankegang. At advokatrådet og et hav af juridiske eksperter har advaret regeringen mod at gennemføre loven gav kun anledning til et skuldertræk. Intet over og intet ved siden af staten, synes tankegangen at være i skattevæsenet.

Inden for mit eget område møder vi også i stigende grad den totalitære tankegang. Fødevarestyrelsens løbende kontroller af husdyrhold bygger på et nul tolerance princip, dvs. at alle overtrædelser, store som små, har konsekvenser, herunder f.eks. politianmeldelser. At Dansk Standard i en rapport konkluderer, at tilsynet er uprofessionelt og tilfældigt giver ikke anledning til de store betænkeligheder. Vi kan jo alle have en dårlig dag, som veterinærchef Per Henriksen udtrykker det. Man kan således godt komme til at politianmelde en bonde uden grund. Det må man acceptere. Dog accepterer systemet ikke, at bonden måske har en dårlig dag. Intet over og intet ved siden af staten. Men denne nultolerance er udansk. 'Den, der er ren kaster den første sten' - dét er et bærende udsagn i det, man kan kalde et Grundtvigiansk livssyn. Imidlertid har det inkluderende og det samtalebestemte forhold mellem borger og stat igennem de senere år desværre bevæget sig i retning af kontrol og straf. Vi bliver overvåget og kontrolleret som aldrig før i Danmark.

Efter min mening er det besynderligt, at danske politikere har så travlt med at kritisere diverse lande for brud på menneskerettighederne, når man her i landet kontinuerligt og uden de store politiske diskussioner indskrænker borgernes frihedsrettigheder.