Diskrimination af værste skuffe

Lad mig sige det med det samme. Jeg er krænket og indædt gal over regeringens politik om at borgere over 65 år skal betale betydeligt mere i skat end alle andre. Hvad pokker ligner det?  Jeg tror ikke at der noget andet land i verden der er på vej med en tilsvarende grænseoverskridende idiotisk diskriminering af ældre medborgere. Ikke nok med, at forslaget afslører et fuldkomment ubegribeligt menneskesyn, ja så er det temmelig sandsynligt, at forslaget strider mod EU´s bestemmelser om diskriminering. Det er kun et par år siden, at EU slog fast at det er ulovligt at afskedige medarbejdere på grund af alder. Aldersdiskriminering blev ligestillet med diskriminering pga. af køn, race, religiøs baggrund mv. Før valget påstod de tre regeringspartier, at de havde et helt specielt fint menneskesyn. Altså i modsætning til den tidligere regering forstås.

Lad mig slå fast med det samme, at jeg egentlig er fløjtende ligeglad med, om jeg kommer til at betale nogle tusinde kroner mere eller mindre i skat. Men jeg er ikke ligeglad med, om jeg diskrimineres. Jeg føler, at det er dybt krænkende, at jeg ene og alene pga af min alder tilsyneladende skal betale en ekstra skat i forhold til mine yngre kolleger - vel fordi regeringen betragter ældre medborgere som et belastende eller ligefrem uønsket element i det danske samfund. Vi skal i lighed med bilejere med benzinslugere bære en højere grøn ejerafgift. Regeringen mener åbenbart, at folk over 65 forurener det danske samfund.

Da jeg var i samme alder som skatteministeren var jeg gift, havde børn, vi boede i eget hus, og jeg var færdiguddannet som cand. polit. Jeg har aldrig fået en krone fra det offentlige. Vi har altid tjent tilstrækkeligt til ikke at være afhængige eller være berettigede til offentlig hjælp. Tilsvarende har vore børn. Vi har sparet massivt op til vor pension, og vi har gjort alt for ikke at ligge det danske samfund til byrde. Ikke af idealistiske grunde, men fordi vi aldrig har turdet tro og stole på de offentlige systemer.  Jeg har i hele mit arbejdsliv betalt meget store skatter, fordi jeg har været heldig og haft en høj indkomst. Jeg er fortsat i arbejde og lægger rigtig mange timer i jobbet, ikke mindst fordi jeg har mange rejsedage. Jeg mener med andre ord, at jeg fortsat har noget at byde på, og at jeg fortsat er med til at skabe de værdier som bl.a. ungdomspolitikerne i regeringen har så travlt med at fordele til alle de hårdtarbejdende folk i blå kedeldragter. De sande helte i det danske samfund er ifølge regeringen ufaglærte, sosu-assistenter, skolelærere og sygeplejersker under 65 år, mens hårdtarbejdende folk over 65 år, i lighed med stærkt forurenende ting eller skadelige fødevarer, skal pålægges en ekstraskat. Man må i sandhed sige, at vi har fået en regering med et helt andet menneskesyn end den forrige.

Lad mig også indrømme, at jeg i hele mit liv har ment, at den største trussel mod det enkelte menneskes frihed ikke var ydre fjender, men at truslen kom fra indefra i form af en altdominerende offentlig sektor. Den offentlige sektor i Danmark er så ressourcekrævende, at den siddende regering er tvunget til at bryde alle principper, for fortsat at kunne finde tilstrækkelige skattekroner til, at finansiere de offentlige aktiviteter. Ikke mindst i en vanskelig økonomisk situation som den nuværende, er det økonomiske råderum så begrænset, at hellige køer bliver slagtet vel først og fremmest fordi regeringen ikke har mod og mandshjerte til at gennemføre de helt nødvendige effektiviseringer og tilpasninger af sektoren. Det er tilsyneladende lettere for regeringen at pålægge ældre skatteborgere en ekstra skat, fremfor at tage fat ved ondets rod, nemlig de offentlige udgifter. De er simpelthen for store i forhold til den underliggende produktion.

Min kone og jeg har i opdragelsen af vore børn hele tiden lagt vægt på, at det er mere relevant at kunne stemme med fødderne end med en stemmeseddel, forstået på den måde at det er vigtigt at tage en uddannelse, der gør det muligt at få job uden for landets grænser. Vore børn bor ikke længere i Danmark. Det er vi både kede af og glade for. Glade, fordi de selv kan vælge hvilket samfund de ønsker at leve i, kede af det fordi de ikke mener, at Danmark er attraktiv nok til at de ønsker at være en del af dette fællesskab. Et fællesskab, som er under pres bl.a. fordi ungdomspolitikerne i deres umodenhed har et verdensbillede, der vel først og fremmest bygger på de erfaringer fra det virkelige liv, de har opnået på Roskilde Festivalen og andre tilsvarende aktiviteter.

Det, der binder et land sammen, er at borgerne bygger deres liv på samme værdigrundlag. At vi har andet og mere til fælles end landets ydre grænser. Det folkelige fællesskab har altid fyldt meget i det danske samfund. Derfor har det været muligt at omfordele og dermed skabe et af verdens mest lige samfund. Vi er opdraget til at vise respekt og yde omsorg for hinanden. Regeringen har på afgørende vis med deres forslag til skattereform erklæret krig mod det bærende i velfærdssamfundet - nemlig de universelle velfærdsydelser, samt indført diskriminering af 25 pct. af befolkningen nemlig alle over 65 år. Hvorfor pokker skal samfundet hænge sammen, hvis de grundlæggende værdier ligeværd og gensidig respekt fjernes?

Ved den seneste opinionsundersøgelse fik regeringen ca. 30 pct. af stemmerne. Det synes medierne var utroligt få. Jeg må indrømme, at jeg synes, det er utroligt, at 30 pct. af vælgerne synes, at det er i orden at diskriminere en stor del af befolkningen, samt at det er ok at angribe velfærdsstatens grundprincip nemlig de universelle velfærdsydelser og dermed lægge en alvorlig sten i skoen på velfærdsstatens fremtid.