Vi mangler svar og løsninger nu og her

Folketingets åbning blev i år markeret med en massiv annoncekampagne og demonstration fra en særdeles utilfreds fagbevægelse. Samtidigt offentliggjorde dagbladet Børsen en konjunkturanalyse, der viser, at hver tredje danske virksomhed varsler fyringer de kommende 6 måneder. Ikke nogen god start på det nye folketingsår for regeringen.

Afkortningen af dagpengeperioden fra 4 til 2 år vil derfor skabe betydelige økonomiske problemer for tusinder af danskere, der falder for 2 års grænsen til nytår, lyder budskabet. Der er simpelthen ikke nok job til rådighed for de ledige. Fagbevægelsen giver heller ikke meget for regeringens meget omtalte akutpakke til afhjælpning af problemet. Det er for lidt, og det er for usikkert. Man ønsker garantier for tab af indkomst enten i form af garanti for job eller garanti for efteruddannelse som led i optjeningsperiode, således at de ledige hurtigt kan genoptjene retten til at modtage understøttelse i yderligere 2 år.

Egentlig er der ikke noget at sige til, at fagbevægelsen er godt og grundigt utilfreds med regeringen. Det kan imidlertid undre, at fagbevægelsen mener, at løsningen på problemet er at gøre dagpengesystemet til et evigt varende socialt sikkerhedsnet for de, der er medlem af en a-kasse. Alle de, der ikke er medlem, er henvist til at modtage den økonomiske hjælp, som bistandsloven nu engang giver ret til. Her tæller husstandsindkomst, formue, arbejdsevne mv. en afgørende rolle for omfanget af den hjælp, man er berettiget til at modtage. Det er vel ikke urimeligt, at folks egne økonomiske ressourcer kommer i spil efter en rimelig lang periode på offentlig forsørgelse. Som borgere har vi vel fortsat en pligt til at klare os selv om muligt.

 

Fagbevægelsens vrede burde derfor snarere rettes mod regeringens manglende evne og lyst til at skabe job i den private sektor. Alt andet er lappeløsninger. Kickstart, grøn omstilling, akutpakker og vidensjob er regeringens svar på problemerne. Det skal nok gå alt sammen, og i år 2020 vil der i øvrigt være mangel på arbejdskraft. Det er langt hen af vejen ord uden indhold for tusinder af danskere og dermed for fagbevægelsens mange medlemmer. Familiernes opsparing ligger typisk som friværdi i ejerboligen. Den er spist op af det dramatiske prisfald på fast ejendom. Trygheden ved at have et godt job eksisterer ikke længere. Der skæres ind til benet i det offentlige og i erhvervslivet, og i modsætning til finansministeren ser erhvervslivet sort på fremtiden. Derfor varsles der fyringer.

Regeringens svar på jobkrisen i den private sektor er, at vi i fremtiden skal leve af vidensindustri, derfor ny folkeskolereform, der skal sikre, at vi får den bedst uddannede generation. De er på banen om 10-15 år. Vi skal satse på grøn omstilling, hvad det så måtte være. Men det er sikkert noget med vindmøller, biogas og andre aktiviteter, der som udgangspunkt kræver enorme offentlige subsidier at aktivere. Og så er der jo cleantech industrien, det er noget med miljø.

Alle tiders, men i virkelighedens verden er det landbruget og medicinalindustrien, der holder gang i den danske eksport. Industrien har vanskeligt ved at holde dampen oppe. Det, der bekymrer befolkningen og dermed fagbevægelsens medlemmer, er, hvad vi skal leve af i morgen og ikke hvad vi skal leve af om 10 - 20 år. Hvordan får vore børn en ordentlig uddannelse? Kan de få job, kan vi bevare vort eget job, så familien kan opretholde vanlig levefod? Vi er alle direkte eller indirekte berørt af den økonomiske krise. Derfor gider vi ikke høre om, at Danmark skal være verdens bedste til dit eller dat om 20 år. Vi vil have svar og løsninger på de problemer, der presser sig på her og nu. Hvorfor tager fagbevægelsen ikke erhvervslivet og dermed de, der kan sikre reel tryghed via jobskabelse, i hånden og protesterer mod regeringens manglende lyst til at forbedre rammevilkårene for dansk erhvervsliv frem for at søge tryghed ved at bede om offentlige understøttelse? Hvorfor demonstrerer fagbevægelsen ikke mod en tåbelig miljølov, der sender tusinder af job i fødevareindustrien sydpå. Hvorfor demonstrerer fagbevægelsen ikke mod, at det tager år at opnå tilladelser til at udvide produktionen i landbruget? Hvad er meningen med at tage tusinder af hektar landbrugsjord ud af produktion for at opnå en tvivlsom miljømæssig gevinst, på bekostning af produktion og dermed job i fødevareindustrien? Hvorfor demonstrerer fagbevægelsen ikke mod, at erhvervslivet pålægges nye skatter og afgifter i en periode, hvor udlandet gør det modsatte? Fedt- og sukkerafgiften, NOx-afgiften, og senest beskatningen af danskere der udsendes til udlandet - er det en beskatning, der skaber jobs eller det modsatte? Det burde fagbevægelsen interessere sig for. Job og atter job er det eneste, der kan skabe den tryghed og sociale balance, som fagbevægelsen efterlyser. Alt det andet er som at tisse i bukserne.