Der er for få kvinder i bestyrelserne.

Der er for få kvinder i bestyrelserne. Det skal der gøres noget ved, mener ligestillingsminister Manu Sareen. Regeringen vil i dette folketingsår fremsætte lovforslag, der pålægger virksomhederne at udarbejde måltal for kønsfordelingen i det øverste ledelsesorgan samt udarbejde politikker for, hvorledes man opnår målene.

Det er da også ubestrideligt, at der er forholdsvis få kvinder i virksomhedsbestyrelserne, det gælder de private såvel som de offentlige virksomheder. Det ser specielt sløjt ud i de børsnoterede selskaber, hvor kvinderne kun besætter knapt 7 pct. af bestyrelsesposterne. I de offentligt ejede aktieselskaber sidder kvinderne på godt 20 pct. af pladserne. Der er altså lang vej til ligestilling i bestyrelsesarbejdet.

Nu er det ikke kun i bestyrelsesværelserne, der er forskel på de to køn. Der er forholdsvis langt flere kvinder i den offentlige sektor, hvorimod mændene er i stort overtal i de offentligt ejede selskaber og i den private sektor. 

 

Der er flere kvinder der tager en længerevarende uddannelse. Der er massiv overvægt af kvinder på medicin- og jurastudiet og tilsvarende færre på de tekniske uddannelser. I de erhvervsfaglige uddannelser er der et massivt overtal af kvinder indenfor sundhedsområdet, mens mændene har sat sig på jern og metal samt byggeri.

Der er også betydeligt flere kvinder, der er på deltid end mænd, og der er forholdsvis flere kvinder i den erhvervsduelige alder, der er på offentlig forsørgelse. I gennemsnit tjener kvinder mærkbart mindre end mænd.

Til trods for mange års debat om ligestilling, herunder om kvindernes stilling på arbejdsmarkedet, er der altså fortsat store forskelle. Det er lidt overraskende, at Danmark bestemt ikke er et foregangsland, når det gælder ligestilling på arbejdsmarkedet. De fleste andre europæiske lande har forholdsvis flere ledere end vi.

Professor Nina Smith mener, at vi har at gøre med et egentlig samfundsproblem, for så vidt at Danmark går glip af en stor talentmasse, og at den store investering i uddannelse af kvinder derfor ikke udnyttes fuldt ud. Man kan vel også vende det om og påstå, at de veluddannede har flere valgmuligheder end folk, der ikke har en uddannelse. Der er flere jobs at vælge imellem og da veluddannede som hovedregel tjener mere end uuddannede, kan den veluddannede jo også vælge at arbejde mindre og prioritere f.eks. børn og hjem højere end det at gøre en karriere. Som lavtlønnet har man ikke umiddelbart samme mulighed. Hvis dette sammenholdes med en temmelig hård indkomstbeskatning, er den økonomiske gevinst ved den sidste times arbejde overskuelig. Man kan sige, at den hårde beskatning af arbejde begrænser arbejdsudbuddet, hvilket kan være forklaringen på, at langt flere kvinder er på deltid og på offentlig forsørgelse. Dette forhold betyder sammenholdt med uddannelsesvalg, at der måske ikke er så mange lederemner til rådighed blandt kvinder som blandt mænd.

Det slår igen igennem ved besættelse af bestyrelsesposter. Vi lever i et privatkapitalistisk samfund, hvor målet for virksomhedsejerne altid vil være at sikre størst mulig lønsomhed. Der er næppe nogen virksomhedsejer, der vil opgive denne målsætning af kønspolitiske årsager. Nogle vil mene at kunne påvise, at virksomheder med mange kvindelige ledere også er de mest lønsomme. Det er muligt, men det er kun interessant, hvis man kan påvise en årsagssammenhæng. Og der er der indtil nu ingen, der har kunnet. Hvis det var kvinderne i sig selv, der sikrede stor lønsomhed, ville de almindelige markedsmekanismer vel betyde, at mændene blev trængt ud af bestyrelseslokalerne. Årsagen til, at virksomheder med kvindelige bestyrelsesmedlemmer og mange kvindelige ledere klarer sig forholdsvis bedst kan være, at disse virksomheder har en mere bevidst og dygtigere ledelse, dvs. en ledelse der er bedre til at få talenterne frem i lyset uanset køn, religion, hudfarve osv.

Eller sagt med andre ord. For virksomhederne er det ligegyldigt, om der er mange eller få kvinder i bestyrelsen. Det er derimod vigtigt, at de rette kompetencer er repræsenteret i bestyrelsen, og at bestyrelsen fungerer som en enhed. Det er vigtigt, at begge køn har lige muligheder. Hvordan det enkelte menneske forvalter og prioriterer sit liv er vel uvedkommende for samfundet. Det er meget sandsynligt, at ministerens forslag sikrer, at spørgsmålet om kvinder og ledelse ikke går i glemmebogen og dermed forhindrer, at det bliver en dårlig vane, at så få kvinder deltager i ledelse og bestyrelse. Lige muligheder og lige synlighed, dvs. et transparent marked for bestyrelsesmedlemmer og ledere bør være tilstrækkeligt til, at de bedst egnede kommer i betragtning, uagtet køn, alder, religion og farve.