Over halvdelen af den danske befolkning er i dag aflønnet af de offentlige kasser. Det gør Danmark til noget helt specielt. Vi er nemlig det land i den vestlige verden med den suverænt største offentlige sektor og dermed naturligvis også det højeste skattetryk.
Den offentlige sektor er i dag en så voldsom byrde, at danske såvel som internationale økonomer er enige i, at den offentlige sektor i dag er den største trussel mod danskernes velfærd og velstand. Alligevel er der udsigt til, at det offentlige forbrug og dermed også skattetrykket stiger yderligere. I lighed med en række andre europæiske lande synes det politiske system her i landet at have endog meget vanskeligt ved at løse tidens store problemer.
Flere debattører har da også sat spørgsmålstegn ved, om det ikke er Folketinget, der er problemet. I gamle dage var Folketinget et egentligt ting af folkevalgte med en bred folkelig repræsentation. Socialdemokratiet var repræsenteret af arbejdere og folk fra fagbevægelsen, Venstre af bønder, De Konservative af offentligt ansatte og godsejere, De Radikale af husmænd og kulturpersonligheder osv. Der var nærmest tale om en replika af de gamle stænderforsamlinger. I dag er langt flertallet af Folketingets medlemmer offentligt ansatte og studenter, der har gjort politik til deres levevej. Folketinget er ikke længere folkets ting. Magten er gledet af hænderne på de, der skaber værdierne, til de der så at sige lever af andres hårde arbejde.
Den offentlige og den private sektor er naturligvis hinandens forudsætning. Altså forudsat at der er en rimelig balance mellem de to sektorer. Det er denne balance, der er blevet forrykket helt uholdbart de seneste 10-20 år - først og fremmest fordi ikke-folkelige politiske systemer altid har og fortsat vil prioritere selve magten højere end landets og befolkningens ve og vel.
I et demokrati synes vejen til magten at være løfter om flere offentlige velfærdsydelser. Selv minimalstatens fader, tidligere statsminister Anders Fogh Rasmussen, indså, at flere offentlige velfærdsydelser var grundlaget for regeringsmagten. Han blev et dyrt bekendtskab for det danske samfund. Nu forsøger den nye regering at rydde op efter Fogh med den samme medicin, som Fogh benyttede til at køre landets økonomi ned - nemlig stigende offentlige udgifter og naturligvis stigende skatter.
Der er derfor ikke noget at sige til, at flere debattører har sat spørgsmålstegn ved, om det nuværende politiske system kan klare udfordringerne. I Italien og Grækenland har man taget konsekvensen af det politiske systems fallit og udnævnt embedsmandsregeringer. Det gjorde vi også under Anden Verdenskrig. Det var måske en mulighed? Under alle omstændigheder bliver vi nødt til at debattere, hvorledes vi igen får genskabt et handlekraftigt politisk system.
De politiske systemer er ikke mere værd end deres evne til at løse nationens problemer. Det handler om økonomi, og det handler om befolkningens grundlæggende frihedsrettigheder. Vi har overbevist hinanden om, at de vestlige demokratier er det eneste rigtige. Vi har brugt megen energi på at overbevise andre om, at Danmark var et egentligt folkeligt demokrati til efterligning. Imidlertid må vi konstatere, at verden ikke går i retning af de vestlige demokratier - vel først og fremmest fordi de vestlige demokratier jo helt indlysende ikke er i stand til at løse tidens store problemer. Det er Europa og USA der er i krise. Det er resten af verden ikke. Så måske er det de andre, der har fat i den lange ende, og os der tumler rundt med et uholdbart politisk system.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar