Farvel til en tid for selvstændige

I forrige uge var jeg til begravelse af min genbo og gode ven igennem en halv menneskealder. Jeg lærte Knud at kende, da jeg flyttede til Harløse for godt 40 år siden. Harløse er en lille landsby 7 km. vest for Hillerød. Dengang havde landsbyen eget mejeri med stork på taget, egen slagter, bank, posthus, brugs, to tømmervirksomheder, en metalvirksomhed og ikke mindst en smed. Min genbo var ikke egnens største jordbesidder, men han var højt agtet fordi han var en dygtig og driftig landmand, som ivrigt deltog i stort set alle de mange aktiviteter, der udsprang af et levende landbrugssamfund.

Vi var der alle ved hans begravelse. Der var så mange, at den lille kirke i Tjæreby ikke kunne rumme begravelsen. Smeden, brugsmanden, konsulenten, bønderne, tilflytterne, ja alle de mange som igennem årene havde udgjort det lille velfungerende lokalsamfund, som afdøde havde været en så vigtig og respekteret del af. De fleste var forhåndsværende. Sagen er jo, at mejeriet er nedlagt, slagteren er lukket, postkontoret, banken og brugsen ikke eksisterer længere, tømrerne og smedene har drejet nøglen om. De mange professionelle landmænd er afløst af byfolk. I stedet for køer og grise går der nu en ensom hest rundt hist og her. Fra at være et lille selvbærende værdiskabende samfund er Harløse som hundredevis andre små landbysamfund blevet forvandlet til et halvdødt område.

Nogle vil hævde, at udviklingen er naturlig set i lyset af den almindelige udvikling i samfundet; andre vil påpege, at Christiansborg igennem mange år har lagt så mange sten på jorden for mindre erhvervsdrivende, at lovgivningen har accelereret udviklingen yderligere. Under alle omstændigheder opgav slagteren at drive sin virksomhed videre, da der kom krav til ny indretning af slagtehus mv. Alle, der fik slagtet hos ham, var mere end tilfredse. Tingene var i orden, han var meget dygtig og meget respekteret. Men kravet til nye investeringer og den løbende kontrol var efterhånden en så stor belastning, at han til sidst ikke orkede længere. Tilsvarende stod der ikke andre på spring, da smeden gik på pension. Det er simpelthen for bøvlet at drive en enmandsvirksomhed. Knuds sidste år som aktiv landmand var bestemt heller ikke nogen dans på roser. Han var utroligt frustreret over, at han som dygtig landmand skulle tåle at blive overvåget af en sand syndflod af øvrighedspersoner, der under trusler om store bøder og bortfald af eu-støtte kontrollerede alt mellem himmel og jord. Han følte sig umyndiggjort og som jaget vildt. Hans stolthed og glæde som landmand blev knækket effektivt.

Da vi stod der udenfor kirken og sagde et sidste farvel var det ikke kun et farvel til Knud. For mig var det også et farvel til en tid, hvor landet var præget af mange selvstændige, der hver især bidrog til værdidannelsen i samfundet. Selvstændighedskulturen gav samfundet en indre dynamik, som desværre ikke længere eksisterer i tilnærmelsesvis samme omfang. For år tilbage var en af Danmarks styrkepositioner, at der eksisterede et tæt samarbejde mellem det offentlige og de mange tusinde selvstændige virksomheder. I dag er samarbejdet erstattet af diktat, bureaukrati og kontrol. Det er en af grundene til, at Harløse i dag er en del af udkantsdanmark. Hvis Christiansborg ikke snart indser, at bureaukrati og kontrol dræber initiativ og virkelyst, vil udkantsdanmark også ramme København.