Statsminister Helle Thorning blev rigtig ked af at høre, at Vestas har fyret små 2400 medarbejdere herunder godt halvdelen her i landet, for som statsministeren udtrykte det - er det jo de grønne industrier, vi skal leve af i fremtiden.
Nu er det jo ikke første gang, at en statsminister bliver ked af, at virkeligheden indhenter vedkommende. Vi kan blot gå tilbage til Anders Fogh Rasmussen, som mente at vi bl.a. skulle satse på nanoteknologien. Herefter var det de kreative erhverv, så var det medicinalindustrien, og nu er det de såkaldte grønne erhverv, som er landets fremtid.
Det er egentlig underligt, at politikere har denne trang til at udpege fremtidens industrier. Villy Søvndal mener, at vi skal satse på vedvarende energi, fordi blandt andre OECD mener, at det er vejen frem. Villy Søvndal har næppe tænkt den tanke, at hvis alle satser på det samme, bliver konkurrencen på området vel så hård, at det bliver vanskeligt for de enkelte virksomheder at klare konkurrencen og drive virksomheden profitabelt. Derfor er det vel ikke specielt ambitiøst at løbe i hælene på alle de andre og reelt gå ind i nogle industrier, der ikke kan overleve uden massiv statsstøtte.
En anden tanke, der næppe heller fylder meget i diverse politikers tankegods, er, hvorledes det kan være at man f.eks. vælger at blive folkeskolelærer og siden professionel politiker, hvis man er udstyret med den uhyre sjældne evne, at man kan se ind i fremtiden. Der sidder tusinder i den finansielle sektor som såkaldte aktieeksperter og fortæller deres investorer, at de har denne særlige evne, nemlig at kunne udpege fremtidens vindere og tabere.
Virkeligheden er imidlertid en anden. Alle undersøgelser viser, at aktieadministratorer over tiden ikke kan give deres kunder et større afkast, end markedet umiddelbart giver i sig selv. Det er endda således, at investeringsforeningerne i gennemsnit giver et mindre afkast, end markedet umiddelbart tilsiger, fordi den aktive investeringspolitik koster lønninger og kurtage. Investeringsforeningerne er ikke engang i stand til at dække egne omkostninger via et større afkast.
Men den virkelige verden bekymrer tilsyneladende ikke Helle Thorning, Villy Søvndal og alle de andre politikere, der mener, at de er rigtig gode til det der med at udpege vindere og tabere i erhvervslivet. Det er så meget desto mere imponerende, at de har disse evner, når man tænker på, at kun meget få politikere har egne erfaringer med erhvervslivet. Tag f.eks. den nuværende regering. Der er vel ikke en eneste minister, der har haft ansættelse i den private sektor. Der er måske en eller anden der har kørt en enkelt avisrute eller plukket jordbær om sommeren, men så rækker erhvervserfaringen fra det private erhvervsliv vel heller ikke længere. Det er det erhvervsmæssige udgangspunkt i disse menneskers evner som spåmænd.
Niels Bohr sagde engang, at jo mere han vidste, jo mere blev han klar over hvor meget, han ikke vidste. Man skal være klog for, at vide at man ikke er så klog. Uvidenhed giver plads til, at man kan udtale sig om alt mellem himmel og jord. Og sådan er det vel også i denne sag. Hvis man ikke er belastet af viden, er man ikke begrænset af den indre bremseklods, som viden og indsigt nu engang også er.
Det bedste, politikerne derfor kan gøre for erhvervsudviklingen, er at anerkende, at hverken de eller andre er spåmænd, og derfor gælder det om at sikre, at rammevilkårene generelt er så gode, at de danske virksomheder står godt rustet i det barske globale marked. Hvem der bliver vindere og tabere afgøres så på markedspladsen.
Vestas viser, at markedspladsen under alle omstændigheder er den stærkeste. Problemet er derfor ikke, at politikerne går rundt og bilder sig selv ind, og tilmed vælges ind på, at de kan udpege fremtidens vindere. Problemet er, at de også tror, at de dermed kan udpege fremtidens tabere, og dermed måske trækker tæppet væk under virksomheder og brancher, der kunne overleve i selv i et vigende marked, såfremt altså de generelle rammevilkår var i orden. Men det er nok for naivt at tro, at politikerne vil ændre adfærd. Børshajer og politikere har nemlig det til fælles, at de lover mere, end de kan holde. Det ligger så at sige indbygget i deres job – og det ved jeg per erfaring – jeg er nemlig selv tidligere fondsbørsvekselerer ;-)
Ingen kommentarer:
Send en kommentar