onsdag den 28. december 2011

Spil dog bold med erhvervslivet!

Regeringens seneste prognose for dansk økonomi viser desværre det alle økonomer har vidst længe, nemlig at underskuddet på statens finanser bliver langt større end forudsat i finansloven. Dansk økonomi er i slæbespor, og det eneste lyspunkt - en pæn fremgang i eksporten - synes nu også at klinge ud. Den økonomiske aktivitet falder, arbejdsløsheden stiger, presset på de offentlige finanser øges.

Der er kun én farbar vej ud af krisen og det er naturligvis at få gang i den private sektor igen - især naturligvis den konkurrenceudsatte del af erhvervslivet.

Derfor er det en total gåde hvorfor de regeringsbærende partier ikke klart fortæller befolkningen hvorfor den har kæmpet som en rasende igennem flere år for at få regeringsmagten. Regeringen synes at være pave stolte over, at fattigdomsydelsen nu er afskaffet, og at det fremover bliver gratis at blive kunstigt befrugtet. Det er jo nogle flotte og bemærkelsesværdige resultater, men set i lyset af de helt eksistentielle problemer Danmark står overfor, synes svaret på de fremtidige udfordringer vel ikke at være de to mærkesager.

Regeringen og folketinget burde være et hundrede procent optaget af hvordan vi kan genskabe fremdriften i dansk økonomi. Dansk industri mister hver dag ca. 50 arbejdspladser til udlandet. Det er arbejdspladser, som bliver meget vanskelige at hive hjem igen. Hvorfor forsøger regeringen ikke at stoppe blødningen her og nu? Vi skal satse på vidensindustrien, vi skal satse på grøn vækst, vi skal satse på clean tech osv osv. En masse ord uden et reelt indhold.

Derimod er der masser af indhold i skattestigninger og stigende offentlige udgifter. Skattestigninger, herunder nye miljøafgifter, rammer specielt den konkurrenceudsatte del af erhvervslivet hårdt. Hvis erhvervslivet ikke kan leve med miljøafgifterne kan de jo bare flytte, siger skatteministeren. Og det gør de så i stort tal. Og derfor stiger arbejdsløsheden.

Så er det jo super at regeringen har en trumf i baghånden - nemlig den berømte kickstart. Filosofien er tilsyneladende et genbrug af Dalgas berømte ord: hvad udad tabes skal indad vindes. Så de tabte arbejdspladser i industrien skal erstattes af nye job inden for bygge og anlæg. Der skal gang i renoveringen af skoler, der skal bygges nye veje mv. Selvom de job der reelt finansierer vor velfærd nedlægges med faretruende hast, tror regeringen tilsyneladende at kickstarten vil gøre os så lalleglade at borgerne tilsvarende sætter gang i renovering og fornyelse af deres bolig til gavn for beskæftigelsen, og dermed de offentlige finanser.

Det var præcis den medicin, nemlig store bygge - og anlægsinvesteringer samtidigt med at industrien flyttede produktionen til Østeuropa, der bragte Irland til tiggerstaven. Det så flot ud på overfladen. Irland fik prædikatet den keltiske tiger indtil ballonen brast.

Det er totalt uforståeligt at regeringen ikke kæmper for hvert eneste job i den konkurrenceudsatte sektor, og udskyder al snak om initiativer der bare forringer erhvervslivets konkurrenceevne, det mindste uagtet hvor sympatisk disse initiativer måtte være. Hvorfor pokker søger regeringen ikke af al kraft at forbedre erhvervsklimaet her og nu?

Man kunne jo passende starte med at afskaffe og gentænke en masse bureaukrati, regulering og kontrol. Det vil ikke koste noget, men samtidig spare det offentlige for en del udgifter til ikke værdiskabende aktiviteter. Og så hænger det jo godt sammen med regeringens valgløfter om mindre kontrol og mere tillid. Hvad er finten ved ikke at lytte til erhvervslivet uanset om det er landbrug, industri, handel transport mv,? Hvad er finten ved ikke at have et tæt samarbejde med det erhvervsliv som skal bringe dansk økonomi på fode igen? Har regeringen reelt noget alternativ?   

1 kommentar:

  1. Tak For et fremragende blogindlæg. Lige præcis hvad vi i Liberal Alliance har kæmpet for at få frem på den politiske arena...

    Vi må håbe, at det trods det siddende politiske flertal kan lykkes at skabe vækstinitiative for dansk erhvervsliv.Jeg håber, at du og dansk erhvervsliv vil blive ved at arbejde videre for at påvirke Christiansborg. Godt nytår Vibeke Hellmann, liberal Alliance, Vordingborg, Guldborgsund og Lolland..

    SvarSlet