torsdag den 2. februar 2012

Slip hestene løs!

Der er 23 mio. mindre og mellemstore virksomheder i Europa, og der er stort set det samme antal ledige. Det er Helle Thorning, der konstaterede dette på det netop afsluttede økonomiske topmøde i EU. Den britiske statsminister gik en tand videre og sagde, at tiden er til afregulering af de mindre virksomheder og dermed give virksomhederne de frihedsgrader, som er nødvendige for, at vi kan få genskabt dynamikken i erhvervslivets underskov.

Der er næppe tvivl om, at beskæftigelsen, først og fremmest, skal genskabes i de mindre virksomheder. Sagen er jo, at når de større virksomheder til trods for krisen kan præstere gode regnskaber, skyldes det, at de på mange måder har flyttet deres aktiviteter ud af Europa. De større, f.eks. danske industrivirksomheder, skaber mange arbejdspladser, men bare ikke her i landet. Produktionen er flyttet til lavprislande. Omkostningerne er på alle måder blevet trimmet, og det er gået stærkt ud over beskæftigelsen her i landet.

De mindre og mellemstore virksomheder er typisk afhængige af hjemmemarkedet eller i bedste fald af nærmarkederne. På dansk betyder det, at hjemmemarkedet, samt Sverige og Tyskland er de vigtigste markeder for store dele af dansk erhvervsliv. Og derfor er krisen gået hårdt ud over netop de små og mellemstore virksomheder.

Et andet problem er, at store dele af lovgivningen ikke skelner mellem store og små virksomheder. Man skal i det store og hele leve op til samme standarder og regler. Det kan ikke undgås at favorisere de store virksomheder, fordi det administrative pres jo ikke stiger proportionalt med omsætningen. Derfor taler den britiske statsminister om at afregulere de små og mellemstore virksomheder. Det vil lette omkostningspresset på de små og mellemstore virksomheder samtidigt med, at det vil sikre, at ledelsen kan have fuld opmærksomhed på det væsentlige. Nemlig at udvikle deres virksomhed frem for at skulle bruge uforholdsmæssig megen tid på at opfylde alle de ikke værdi skabene krav, som det offentlige stiller. Men det vil først og fremmest gøre det lettere at opstarte ny virksomhed. Alt for mange unge iværksættere mister modet, når de bliver konfronteret med den regeljungle, som skal opfyldes for at drive virksomhed.

Nu må vi så vente på, at tankerne ikke kun forbliver ord uden indhold, men bliver fulgt op af handling.
Der er i tiden en udpræget tendens til, at stort set alle siger meget rigtige ting, som man næsten ikke kan være uenig i. Derefter sker der intet. Ord uden indhold flytter intet. Socialdemokraterne og Folkesocialisterne talte meget om regelsanering, mindre kontrol, større tillid, samarbejde, folkeligt samarbejde mv. mv. inden valget. Det er imidlertid ikke blevet til så meget handling indtil nu. Det ville være dejligt, hvis regering og folketing begyndte at diskutere, hvorledes vi får gang i dansk økonomi igen uden midlertidige kunstige stimulanser, som kickstarten jo reelt er. Det ville være langt mere perspektivrigt, hvis vi begynder at afmontere de selvskabte barrierer for vækst og beskæftigelse, som er blevet indført de seneste 10- 20 år. Det koster ingenting og det er selvbærende. Slip hestene løs, der er masser af vækstpotentiale i de små og mellemstore virksomheder.


Ingen kommentarer:

Send en kommentar