I den aktuelle debat om fattigdom i Danmark er det oplyst, at 96,7 pct. af alle danskere får mere end 1000 kr. ekstra for at gå på arbejde end de ville få, hvis de var på passiv offentlig forsørgelse. Altså påstanden om, at det ikke kan betale sig at arbejde, er vildt overdreven.
Som bekendt kan man jo anskue en problemstilling på to måder. Er glasset halvt fyldt eller halvt tom. Man kan med andre ord vende problemstillingen om og sige, at 3,3 pct. af den voksne befolkning eller knap 90.000 får mindre end 1000 kr. om måneden for at gå på arbejde. Jeg synes, det er rigtig mange.
Tilsyneladende er de politiske partier enige i, at det skal kunne betale sig at arbejde. Problemet vil blive løst med den kommende skattereform. I mellemtiden vil den såkaldte fattigdomsgrænse for kontanthjælpen blive ophævet. Det betyder, at en række kontanthjælpsmodtagere vil få ekstra 5-600 kr. om måneden. Det vil koste statskassen ca. 500 mio. kr., samtidigt med at det naturligvis betyder, at endnu flere må se i øjnene, at det ud fra et økonomisk synspunkt er temmelig tåbeligt at stå op om morgenen, smøre madpakker til børnene og sig selv, køre børnene i skole eller daginstitution for endelig selv at komme på arbejde. Dagen går med hårdt arbejde, sluttende med at hente børn, købe ind, lave mad osv. osv. Altså en dagligdag præget af stress og store krav til at kunne få tiden til at slå til.
Det er imponerende, at hundrede tusinder har så stor selvrespekt, at de ønsker et liv med arbejde under disse vilkår frem for et liv i passiv forsørgelse uden reelt at få en økonomisk gevinst. Omvendt er det knapt så imponerende, at samfundet ikke belønner dem, der så at sige får Danmark til at hænge økonomisk sammen. Sagen er jo, at folk i længden naturligvis opfører sig økonomisk rationelt og naturligvis ikke gider arbejde, hvis det ikke kan betale sig. Der vil ske et normskred.
Det er for så vidt allerede sket. I begyndelsen af 60'erne var ca. 200.000 danskere under folkepensionsalderen på offentlig forsørgelse. I dag er tallet 900.000. Hvordan ser tallet ud om ti år, hvis der ikke gøres noget?
Som bekendt har et massivt flertal i folketinget erklæret, at den kommende skattereform skal løse problemet. Det kan bl.a. ske ved at hæve det såkaldte beskæftigelsesfradrag. Hvis alle danskere i lønnet arbejde f.eks. skal have en skattelettelse på 1000 kr., således at alle stort set uden undtagelse får en gevinst ved at arbejde, der er større end 1000 kr. om måneden frem for at få kontanthjælp, ja så vil det koste statskassen ca. 35 mia. kr. For det beløb kan man fjerne topskatten og hele virksomhedsbeskatningen og fortsat have penge tilbage. De fleste økonomer er enige i, at denne type skattelettelser er langt mere gavnligt for nationaløkonomien end at give et større beskæftigelsesfradrag.
Den samfundsøkonomiske ramme for skattereformen er et Danmark i krise. Vi står overfor en egentlig økonomisk nedtur, hvilket med usvigelig sikkerhed vil øge underskuddet på de offentlige finanser yderligere. Vi kan med andre ord se frem til, at underskuddet på statsfinanserne bliver langt større end de knap 100 mia. kr. som forudsat i finansloven. Hvis vi tillader underskuddet at stige, er der overordentlig stor risiko for, at finansmarkederne prompte vil afregne ved kasse ét i form af stærkt stigende renter. Det vil være en katastrofe for danskerne og Danmark. Derfor vil regeringen med usvigelig sikkerhed komme i en situation, hvor besparelser snarere end skattelettelser vil sætte dagsordenen. Derfor er det meget underligt, at regeringen trods dette vælger at gennemføre en forhøjelse af kontanthjælpsloftet, hvilket jo gør det meget vanskeligere at løse problemet med, at afstanden mellem løn og kontanthjælp er for lille. Som om regeringen ikke har nok problemer med at leve op til de store forventninger, der blev skabt under valgkampen, synes regeringen desuagtet at fortsætte strategien med at love mere end den umuligt kan holde.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar